07.03.2018  |  VENTILATION  |  Branchen

Øland: Vækst er efterhånden blevet et problem for branchen

Ventilationsvirksomheden Øland oplever i disse år stor vækst og efterspørgsel. Men den øgede vækst er også forbundet med stor fare, da konsekvensen af det økonomiske opsving er manglende hænder. Lige nu må direktøren hos Øland derfor sige nej til ordrer.

Det sidste halve år har der været stor vækst og høj efterspørgsel i byggebranchen, og det har Carsten Madsen, direktør i Øland, kunne mærke på en måde, han ikke havde forventet. Han er nemlig tæt på ikke længere at kunne skaffe de manglende hænder, han har brug for til at dække de mange opgaver, og det bekymrer ham.

Læs også: Dansk Byggeri: Vi har brug for reformer, der får flere ud på arbejdsmarkedet 

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Og Carsten Madsen er ikke alene om denne bekymring. Flere andre byggevirksomheder deler samme oplevelse, og senest har Dansk Arbejdsgiverforening medgivet, at tendensen gør sig gældende i hele branchen, og at udviklingen går i den retning.

”Vi har været nødt til at trykke på pause i ordrebogen, og det er til trods for, at vi kører i treholdsskift og har udvidet alle vores produktionsbånd. Vi har jo ikke lyst til at sige nej til ordrer, for vi risikerer at få et nej fra kunderne næste gang. Men hvis ventetiden bliver for lang, går kunderne i værste fald til udlandet i stedet,” siger Carsten Madsen.

Han pointerer samtidig, at der rent faktisk er rigeligt med jobs i industrien, men at det for mange danskere stadig ikke giver mening at tage arbejde.

Ventilationsdirektør tror på større dansk beskæftigelse
De manglende hænder skyldes først og fremmest et blomstrende Østeuropa, hvor lande som Polen i disse år oplever gode tider og derfor ikke ser samme nødvendighed i at rejse ud af landet for at tjene penge. Det betyder, at de ressourcer, lande som Danmark har haft siden det sidste byggeopsving i starten af 00’erne, langsomt forsvinder. Men ifølge Carsten Madsen burde det ikke være et afgørende problem for den danske byggebranche.

Læs også: Øland-direktør: "Manglende hænder slider på ambitionerne"

”Jeg tror ikke nødvendigvis, det handler om at åbne en motorvej for de udenlandske arbejdere. Der er masser af danske hænder at gøre godt med, og vi har også rigtig mange ufaglærte, der sagtens kunne tage fra i vores produktion i Aabenraa. Men det er desværre også her, at problemet ligger. De ufaglærte søger nemlig ikke,” forklarer han og fortsætter: 

”Det skyldes hele vores system, og at for mange mener, at det ikke kan betale sig at arbejde. Så det er på Christiansborg, den skal fikses,” siger han. 

Ved at gøre arbejdsmarkedet mere attraktivt for de arbejdsløse, håber Carsten Madsen, at flere ufaglærte og arbejdsløse vil søge hos ventilationsvirksomheden og i byggebranchen generelt.

-JJK

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere