05.07.2018  |  VENTILATION  |  Byggeri

Alle ventilationskanaler pillet ned i Niels Bohr Bygningen

Udskiftning af ventilationen udgør en væsentlig del af den gigantiske budgetoverskridelse i det skandaleramte universitetsbyggeri.

Efter den spanske entreprenør Inabensa sidste år blev fyret, er alle ventilationskanaler og en væsentlig del af rørene blevet udskiftet i den 52.000 kvm store Niels Bohr Bygningen, skriver licitationen.dk.  

Dermed fylder ventilationsentreprisen godt op i erstatningskravet på 500 millioner kroner mod Inabensa, som Bygningsstyrelsen kræver for den gigantiske budgetoverskridelse af det københavnske universitetsbyggeri på i alt 1,3 milliarder kroner.   

”Normalt når man oplever utætheder i ventilationen, er det i samlingerne. Men da vi testede dem med røg, sivede det ud fra alle falsene, både fra spiralerne og de langsgående”, fortæller projektchef Jørn-Orla Bornhardt fra Vejdirektoratet, der har overtaget ansvaret for byggeriet, til licitationen.dk.

50.000 rørfittings og tagvandssystemet er også udskiftet. Og problemerne i den skandaleramte bygning stopper ikke med det. Af- og indløb til radiatorerne var også byttet om. Alt sammen noget som Inabensa stod for.

”Vi snakker rigtig meget om Inabensa, men det er også fordi, at de er den væsentligste årsag til budgetoverskridelserne, som vi ser det. Her har Inabensa en anden mening, og derfor er der en voldgift”, siger Jørn-Orla Bornhardt til licitationen.dk.

Prisen for den færdige Niels Bohr Bygningen forventes nu lande på 2,9 milliarder kroner. Dermed er bygningen ”kun” 300 millioner kroner fra at blive dobbelt så dyr som oprindelig budgetteret.

Inabensas arbejde er overtaget af teknikentreprenørerne Bravida og Wicotec Kirkebjerg.

- JKK

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere