14.02.2018  |  VVS  |  Energi

Bilka forærer overskudsvarme væk

Aalborg Varme har indgået en aftale med Bilka i Aalborg om at bruge varehusets overskudsvarme til fjernvarme. Grundet komplekse regler har man hos Bilka besluttet at forære overskudsvarmen væk.

Fjernvarmeforbrugerne i Aalborg kan fremover lune sig på 1.120 gigajoule varme per år, der kommer fra Bilkas køleanlæg. Det skriver danskfjernvarme.dk.  

Andelen svarer til 18 husstandes årlige varmeforbrug og er blevet en realitet efter, at Aalborg Varme har indgået en aftale med Dansk Supermarked, der ejer Bilka, om at udnytte overskudsvarmen fra varehuset.

Hos Aalborg Varme tror man, at bedre udnyttelse af overskudsvarme bliver en vigtig bestanddel af fremtidens fjernvarme.

”Vi er glade for aftalen med Bilkas varehus i Aalborg, men det er vores klare opfattelse, at de administrative udgifter, det kræver at sælge overskudsvarme i dag, kan afholde mange fra at gøre som Dansk Supermarked. Resultatet er, at miljøet og landets varmeforbrugere potentielt går glip af en masse billig varme”, siger Lasse P.N. Olsen, bestyrelsesformand i Aalborg Varme, til danskfjernvarme.dk.

På grund af reglerne og indberetningskrav for overskudsvarme, som Dansk Supermarked kalder komplicerede, har man besluttet sig for at forære varmen væk uden beregning i 2018.

Reglerne må ændres
Hos Dansk Fjernvarme er man bannerfører for, at reglerne for salg af overskudsvarme bliver ændret, så de ikke hindrer det store potentiale.

”De danske fjernvarmeselskaber er i fuld gang med at gennemføre den grønne omstilling, så vi får varmeproduktion helt uden fossile brændsler. Skal vi helt i mål så omkostningseffektivt som muligt, kræver det, at vi udnytter det enorme potentiale i overskudsvarmen fra industrien og de kommende datacentre, der i alt vil kunne opvarme flere end 220.000 danske husstande”, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, til danskfjernvarme.dk.

Ifølge Kim Mortensen forudsætter det, at der ikke lægges flere forhindringer ud end højest nødvendigt.

”Så når myndighederne på politikernes opfordring øger dokumentationskravene, eller når Skatteministeriet foreslår højere afgifter på overskudsvarme, må man bare sige, at de ikke render varmeforbrugernes eller klimaets ærinde”, mener han.

- JKK

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere