Bliv mere synlig på google
Den befolkningsgruppe, som tager telefonbogen ned fra hylden, når de skal finde en lokal vvs- eller elinstallatør, bliver mindre og mindre. Til gengæld bliver gruppen, der bruger google kun større. Derfor er tiden inde til at lære begreber som google AdWords og søgemaskineoptimering.
Derfor er det blevet et væsentligt element i markedsføringen, at virksomhedens hjemmeside dukker op på en god placering på google, når folk søger på ord, der matcher de ydelser, man sælger. Den gode placering kommer dog sjældent af sig selv, og det er nødvendigt at arbejde med google AdWords og søgemaskineoptimering, hvis man vil være sikker på, at hjemmesiden bliver placeret højt oppe på google.
Installatør Horisont har bedt en af Danmarks førende eksperter på området, Nicolas Zangenberg fra virksomheden www.a-better-traffic.com , om at give råd til nybegyndere på området.
Mindre vvs- eller elinstallatører skal starte med at tjekke deres placering ved at skrive eksempelvis vvs-installatør eller vvs og så den by de bor i fx Middelfart - på google. Hvis virksomhedens hjemmeside med de to ord ikke dukker op mellem resultaterne på googles første side, er der brug for forbedring. Det skyldes, at ud af alle de søgninger vi laver på google, når vi i 95 procent af tilfældene aldrig videre til resultaterne på side 2, forklarer Nicolas Zangenberg.
Start med AdWords
Hvis man vil forbedre sin hjemmesides synlighed anbefaler Nicolas Zangenberg, at man starter med at bruge AdWords til at annoncere lokalt på google. AdWords-annoncerne er de sponsorerede links, der ligger i højre del af siden, når man laver en google-søgning. Man kommer i gang med at bruge google-AdWords ved at oprette en konto på google.dk/adwords, hvor man selv skal indtaste de søgeord, som man vil findes på, en annoncetekst samt hvor mange penge man ønsker at bruge på annoncerne. Man taler altså ikke med en traditionel annoncekonsulent, og hvor højt en given annonce kommer op på listen afhænger blandt andet af, hvor mange penge man er villig til at bruge, og hvor relevant det indhold, man har på sin hjemmeside, er.
Hvis man er vvs-installatør på Frederiksberg, kan man eksempelvis sige, at man gerne vil ses indenfor en radius på 15 kilometer i forhold til de steder, man normalt kører og så kan man vælge at blive set på søgeord lige fra vvs-installatør til sprunget vandrør, forklarer Nicolas Zangenberg og fortsætter:
Det gode ved brugen af AdWords-annoncer er, at du får statistik på, hvad det er for nogle ord, der giver visninger på din hjemmeside. Hvis du eksempelvis har angivet vvs Frederiksberg som et søgeord, kan du se, om det har genereret tre eller flere hundrede visninger på en måned. Hvis det første er tilfældet, er det et irrelevant søgeord, du har valgt, og måske skal du overveje at skrive vvs Vanløse i stedet, forklarer han og tilføjer, at man skal overveje nøje, om man selv vil arbejde med AdWords, eller om man vil lægge det ud af huset. Hvis man ikke har helt styr på området, kan man nemlig let komme til at spilde mange penge.
Overvej søgemaskineoptimering
Når man har vurderet hvilken effekt, der kommer ud af at annoncere via AdWords, kan man overveje, om virksomheden har brug for at forbedre sin eksponering yderligere via såkaldt søgemaskineoptimering, forklarer Nicolas Zangenberg. Med søgemaskineoptimering arbejder man på at få sin hjemmeside længere op mellem de almindelige (ikke sponsorerede) resultater, som kommer i venstre side, når man søger på google. Det gøres blandt andet ved at indarbejde bestemte søgeord i teksterne på hjemmesiden og i de links, der henviser til hjemmesiden. Det er en kompliceret proces at gå i gang med, og hvis man ikke er særdeles IT-kyndig bør man ifølge Nicolas Zangenberg overveje, om man er villig til at bruge den tid, der skal til for at sætte sig ind i området, eller om man vil udlicitere opgaven til en af de mange virksomheder, der tilbyder søgemaskineoptimering.
Man kan godt vælge at starte selv, men udover at du skal have teknisk viden, skal du også være rigtig god til at skrive, og det er jo ikke ligefrem en disciplin, som alle håndværkere holder af, så allerede der, kan man udelukke mange, pointerer Nicolas Zangenberg.
Han anslår, at det koster mellem 50.000 og 150.000 kroner om året at udlicitere opgaven med søgemaskineoptimering afhængig af hvor ambitiøs, man er. Og der er ikke tale om en engangsinvestering, for en god søgemaskineoptimering skal vedligeholdes, og der skal løbende tilføjes nye links.
Derfor mener Nicolas Zangenberg, at man skal overveje sit behov grundigt, og starte med at kigge på, hvor mange af ens konkurrenter, der anvender søgemaskineoptimering, før man selv kaster sig ud i disciplinen. Han mener, at man som mindre virksomhed kommer langt med at bruge 5.000 kroner på google AdWords om måneden men pointerer også, at det i nogle brancher er en rigtig god investering at købe sig til professionel søgemaskineoptimering.
www.installator.dk/drift