26.10.2017  |  VVS  |  Branchen

Brødrene Dahl vil holde døgnåbent i Aarhus

I starten af 2016 lancerede Brødrene Dahl sit døgnåbent-koncept i Brøndby. Det breder sig nu til Jylland, hvor VVS-grossisten fra 30. oktober også vil holde døgnåbent i Aarhus-butikken.

VVS-branchen udvikler sig hastigt og møder konstant nye krav. Det kan landets største VVS-grossist, Brødrene Dahl, tydeligt mærke, og derfor udvider man nu sit døgnåbent-koncept til også at omfatte Aarhus, hvor der åbnes op for service hele døgnet rundt den 30. oktober kl. 07.00.

Det betyder, at morgenfriske VVS-installatører både kan svinge forbi Brødrene Dahl kl. 5 om morgenen, forud for dagens opgaver, og komme igen sent om aftenen for at hente en forudbestilt leverance, eller hvis de pludselig har brug for en særlig komponent, fx ved et servicenedbrud hos en kunde.

“Vi befinder os i en tid, hvor samfundet hele tiden udvikler sig, og markedet derfor også ændrer fremgangsmåder og stiller nye krav. Forventningen til installatøren fra hans kunder er en anden, og derfor skal Brødrene Dahl også være mere tilgængelige”, forklarer Jan Sørensen, lokal forretningschef hos Brødrene Dahl i Østjylland.

Aarhus-afdelingen på Møllevangs Allé 144 bliver den anden afdeling hos Brødrene Dahl, der tilbyder døgnåbent med personale bag disken fra mandag morgen kl. 7 til lørdag middag kl. 12 nonstop.

Stigende efterspørgsel
Siden lanceringen af døgnåbent-konceptet i Brøndby i 2016, har Brødrene Dahl haft stigende efterspørgsel på samme service i resten af landet. Ifølge VVS-grossisten har kunderne fået andre behov og har derfor gavn af de udvidede åbningstider.  

“Vi møder flere og flere installatører, der starter og slutter arbejdsdagen uden for branchens normale arbejdstider. Det kan der være forskellige grunde til, men vores vigtigste opgave er, at de ikke kommer hen til en lukket butiksdør. Vi skal være fleksible og sætte os i kundens sted, når der er behov for det, og i det her tilfælde betyder det, at vi udvider vores åbningstider”, siger Jan Sørensen.

Brødrene Dahl har som led i de nye åbningstider i Aarhus ansat personale, der kan bemande butikken døgnet rundt. I natperioden vil personalet også være med til at fylde hylderne og rette til, så det hele står klar til morgendagens kunder.

- JKK 

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere