06.10.2017  |  VVS  |  Branchen

Brøndum melder om ret kurs trods millionunderskud

De røde tal på bundlinjen for regnskabsåret 2016/17 er ikke tilfredsstillende, men virksomheden er på rette vej, vurderer adm. direktør i Brøndum-koncernen.

For nylig kunne Brøndum Holding offentliggøre sit 2016/17-regnskab, der endte med røde tal på bundlinjen. Således fik koncernen et forventet underskud på 9,6 millioner kroner, men budgetterer med et positivt resultat i 2017/18:

”Resultatet for regnskabsåret 2016/2017 er naturligvis ikke tilfredsstillende, men resultatet er på det niveau, koncernledelsen forventede. Graver man dybere i tallene, står det imidlertid klart, at vi efter flere års udfordringer er på ret kurs”, siger Jes Jensen, der er adm. direktør i Brøndum-koncernen.

Læs også: Samarbejder om millionstor fjernvarmerenovering

Jes Jensen indtog posten som adm. direktør i 2016, og i september 2016 indtrådte Torben Bjerre-Madsen som bestyrelsesformand – begge med maksimal fokus på den turn around, som ifølge Jes Jensen nu er begyndt at sætte konkrete spor.

Den positive udvikling i Brøndum underbygges af, at regnskabsårets fjerde kvartal endte i nul, og at første kvartal i indeværende regnskabsår har givet overskud:

”Set i det store perspektiv er vi på vej fremad. Vi har en tilfredsstillende ordrebeholdning, der er både solid og sund. For indeværende regnskabsår forventer vi som minimum et uændret aktivitetsniveau og sorte tal på bundlinjen”, siger han.

Læs også: Øland leverer årsregnskab med stabil vækst

Tabsgivende projekter årsag til underskud
En væsentlig årsag til Brøndums underskud i 2016/17 skal blandt andet findes i enkelte problematiske og tabsgivende projekter:

”Disse projekter daterer sig flere år tilbage i tiden. Men vi har fået styr på disse projekter og hegnet dem ind. Samtidig har koncernen i det seneste år været gennem en omfattende proces, hvor vi har endevendt politikker, procedurer og handlinger for at identificere årsagerne til, at tingene nogle gange er gået skævt. Dette har resulteret i mange forandringer og ændrede procedurer”, oplyser Jes Jensen.

Ifølge Torben Bjerre-Madsen vil virksomheden med den igangværende turn around dog fremover have et bevidst fokus på at vælge de rigtige opgaver. Således oplyser han, at virksomheden i fremtiden skal kunne navigere sig frem til de job, der kan underbygge en målsætning om en solid bundlinje.

- EL

Denne artikel er en del af temaet Udvalgte

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere