01.02.2018  |  VVS  |  Energi

Brusebadene i Sydhavnen er blevet kortere

En kampagne har ført til vandbesparelser i Københavns sydlige bydel.

På blot to måneder er det lykkedes beboerne i Sydhavnens gamle bydel i København at spare så meget på brusebadet, at de årligt sparer omkring 25.000 kubikmeter vand til en værdi af cirka en million kroner.

Besparelsen er det mest markante resultat af den sparekampagne, som Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, igangsatte i begyndelsen af november sammen med godt 10.000 beboerne i boligerne omkring Mozarts Plads, Mozartsvej, Borgbjergsvej og Ellebjergvej.

Et af kampagnens fokusområder var brusebadet. Og her er der virkelig opnået store besparelser, fortæller vandsparerådgiver Mette Hansen fra Hofor:

“Før kampagnen gik i gang viste vores undersøgelser, at halvdelen af beboerne gik ud af brusebadet straks, når sæbe og shampoo var skyllet af. Nu er antallet steget til 70 procent. Og det har givet store besparelser både på vand og energi”.

To andre fokusområder, som handler om at få beboerne til at spare på varmen og mindske antallet af toiletskyl, har også været en del af kampagnen.

Stil radiatoren på samme trin i alle rum
Mange ved ikke, at radiatorerne i lejligheden helst skal stå på samme trin i alle rum. For eksempel på tallet 3.

“Hvis vi tænder en enkelt radiator i vores bolig på maksimal varme, får vi en dårlig komfort og en dårlig udnyttelse af energien. Når vi i stedet tænder alle radiatorer på det samme trin, får vi meget mere ud af varmen”, forklarer Mette Hansen.

Hun opfordrer desuden til, at man ikke smider snotkluden i toilettet.

“Har man pudset næse, så skal papiret i skraldespanden. Det koster nemlig op til seks liter vand at skylle sådan et lille stykke papir ud. Og det er jo helt unødvendigt. Tænk hvor meget vand, vi kan spare, hvis alle smider pudse-næse-papiret i skraldespanden”.

Gode vaner
Da kampagnen “Gode vaner i Sydhavnen – sammen gør vi en forskel” blev skudt i gang, uddelte Hofor flyers og plakater til borgerne i Sydhavnen med gode råd til at spare på vand og varme.

“Det er flot, at så mange beboere har kortet brusebadet ned. Jeg håber også, at vores råd til, hvordan man kan spare på varmeregningen og vandet til toiletskyl stille og roligt vinder indpas. Udover økonomiske besparelser, så har det stor betydning for vores miljø, at vi sparer på vand og energi”, siger Mette Hansen.

- JKK 

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere