11.10.2017  |  VENTILATION  |  Branchen

Byggestyrelse: For dyrt at sikre beboerne mod giftig røg og gas

Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen vil en ændring af reglerne for projektering af ventilationsanlæg medføre en fordyrelse af byggeriet. Det er noget, der møder kritik fra overingeniør i Sikkerhedsbranchen, der efterlyser opstramninger.

Når Beredskabsstyrelsen har tændt for varslingssirenerne i ens lokalområde, har anvisningerne i årevis været: ”Gå inden døre. Luk døre og vinduer, og sluk ventilationsanlæg”.

Læs også: Elever i Jelling får bedre luft i klasselokalerne

Imidlertid har bygge- og sikkerhedsfolk flere gange påpeget, at det i mange nye etageboliger er stort set umuligt at slukke for ventilationen, selvom eksempelvis en industriulykke gør det nødvendigt:

”Det er absolut farlig og decideret dødeligt, hvis vi forestiller os et uheld med ammoniak eller bare klor, som vi bruger i alle landets svømmehaller”, udtalte overingeniør Peter Hofman-Bang fra Sikkerhedsbranchen, da Ingeniøren satte fokus på problemet tilbage i 2015.

Beboere kan ikke forhindre gasindtrængning
Problemet med nye lejlighedskomplekser er, at de ofte udstyres med et centralt styret ventilationssystem, som sikrer, at der er det lovkrævede luftskifte i lejlighederne.

Men systemet kan imidlertid ikke afbrydes fra de enkelte lejligheder, hvorfor beboerne ikke har mulighed for at forhindre giftig røg eller gas i at trænge ind i lejlighederne, skriver ing.dk.

Derfor bedte Beredskabsstyrelsen i 2015 om at få ændret bygningsreglementet, så det blev muligt at slukke for ventilationsanlæggene.

I den forbindelse lovede man hos Trafik- og Byggestyrelsen at overveje nye krav i bygningsreglementet, og i august i år kunne myndighederne således præsentere resultatet af deres arbejde til offentligheden:

”Indtil nu har sirenerne betydet, at man skulle gå inden døre, lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg og søge information hos DR eller TV2. Det bliver ændret nu. Fra og med i dag betyder sirenerne: Gå ind, og søg information hos DR eller TV2”, lød det fra Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Så i stedet for at kræve, at ventilationsanlæg skal kunne slukkes i tilfælde af ulykker, har myndighederne valgt at droppe opfordringen helt.

Læs også: Ventilationsloft giver køkkenansatte et bedre arbejdsmiljø

Der skal ske store ulykker før opstramning
Trafik- og Byggestyrelsens beslutning er noget, der skuffer Peter Hofman-Bang:

”Jeg er blevet realistisk pessimist af mine mange års arbejde med beredskab og har lært, at der skal store ulykker til – tæt på Danmark – for at der bliver foretaget opstramninger og i de ’stille perioder’ herimellem sænkes niveauet stille og roligt”, skriver han i en e-mail til Ingeniøren.

”Efter min opfattelse er vi nu henvist til, at ’offentligt tilgængelige afbrydere’ på ventilationsanlæg først bliver krævet, når for eksempel et klorudslip fra en svømmehal i Danmark blæses ind til alle leverne i skolen ved siden af, eller når en ammoniaktankvogn taber sin last ved udsugningen til et ventilationsanlæg”.

Læs også: Stor fare for brand i restauranters ventilationsanlæg

For dyrt at sikre beboere
Hos Trafik- og Byggestyrelsen begrunder man beslutningen med, at det ville være for dyrt at sikre beboerne i lejligheder:

”En ændring af reglerne for projektering af ventilationsanlæg vil medføre en fordyrelse af byggeriet samtidig med, at det kan have nogle uhensigtsmæssige følgevirkninger for bygningerne og indeklimaet”, skriver styrelsen ifølge ing.dk og henviser til et notat, som rådgivningsfirmaet Alectia udarbejdede i 2008.

I notatet argumenterer rådgiveren for, at det ikke er nødvendigt at kunne lukke for ventilationsanlæggene, fordi en bygning alligevel skal evakueres, hvis der opstår en ildebrand eller et gasudslip, og det vurderes, at der er risiko for, at røg eller gad trænger ind i en bygning.

- EL

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere