Caverion henter direktør hos NCC
Jørgen Leivsgard Christensen er tiltrådt som direktør for projekter i Danmark hos Caverion A/S.
Jørgen Leivsgard Christensen, 51, er ny direktør for danske projekter i Caverion. Jørgen Leivsgard Christensen er oprindelig elinstallatør og har i 24 år arbejdet i NCC Construction Danmark, hvor han de sidste 14 har været direktør for teknik-sektionen.
I Caverion står han i spidsen for Projekter et forretningsområde, der arbejder med store teknik-entrepriser, både som projektleder og udførende. Her er OPP og OPS (offentlig-private partnerskaber og samarbejder) et fokusområde for Caverion.
Skal i gang med stort OPP-projekt
Jørgen Leivsgard Christensen kan se frem til, at hans forretning skal stå for teknikentreprisen på et af landets allerstørste OPP-projekter, når byggeriet af et 41.000 kvadratmeter stort kontorhus på Kalvebod Brygge i København går i gang efter sommerferien. Her får Energistyrelsen, Banedanmark, Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet til huse. Byggeriet er færdigt i 2017, hvorefter Caverion skal stå for driften af ejendommen de første 25 år.
Fitness og en gammel Folkevogn
Jørgen Leivsgard Christensen har arbejdsplads i Caverion Skovlunde, hvor han selv stammer fra. Nu bor han i Humlebæk sammen med fru Jeannie og deres to børn på fem og 10 år. Derudover har han en ældre, udeboende datter. Fritiden går med at passe det ældre hus, men også fitness og løb. Og familien og den 50 år gamle veteranbil VW Karmann Ghia får også en del opmærksomhed.
Caverion designer, installerer og servicerer brugervenlige og energieffektive tekniske løsninger til bygninger, infrastruktur, industrianlæg, marine og offshore. I Danmark har Caverion mere end 1.000 ansatte fordelt på 14 servicecentre. Virksomheden har tidligere været kendt som ER-Electric, ABB Electric og senest YIT, men skiftede i 2013 navn til Caverion.