20.09.2016  |  EL  |  Branchen

Caverion overtager teknikken hos Elgiganten

Elgiganten har valgt Caverion til at stå for driften af 20 forskellige teknikområder i kædens 40 forretninger.

Teknikentreprenøren Caverion skal i fremtiden stå for drift og vedligeholdelse af elektronikkæden Elgigantens samtlige 40 forretninger, skriver licitationen.dk.

Serviceaftalen indebærer drift af 20 forskellige teknikområder inden for ventilation og køleanlæg, sprinklere, termografering, flugtveje, belysning, stigeeftersyn, klima, brandalarmer og gasfyr.

Dermed slipper de enkelte varehuse for selv at lave aftaler og sikre, at der bliver foretaget eftersyn og udarbejdet dokumentation – hvilket indtil nu har været tilfældet.

Læs også: Caverion leverer ventilation til Novo Nordisk-fabrik

Thomas Bredbjerg Nielsen, ejendoms- og projektchef i Elgiganten, forklarer, hvorfor valget faldt på Caverion, da serviceaftalen blev sendt i udbud:

"Et helt principielt krav var, at vi skulle have én enkelt udbyder, som kunne tilbyde alle ydelser for alle butikker og levere samme kvalitet, ligegyldigt om butikken ligger i Roskilde, Odense eller Holstebro”, siger han og fortsætter:

”Ud fra en samlet vurdering var det vores oplevelse, at der ikke er andre end Caverion, som kan levere det samme i forhold til kvalitet og pris i alle butikker, syv dage om ugen, 24 timer i døgnet, året rundt, uanset hvor i landet vi har behovet”. 

Opgaven kræver flere hænder
Lars Nielsen, distriktschef i Caverions danske afdeling, glæder sig til det kommende samarbejde med den landsdækkende elektronikkæde.

"Vi glæder os til at arbejde sammen med Elgiganten, som vi forhåbentlig også kan lære noget af på forskellige områder. De er først og fremmest dygtige købmænd, men derudover er de rigtig gode til at reagere hurtigt og sætte projekter i gang, når de får en idé", siger han til licitationen.dk.

Distriktschefen oplyser endvidere, at Caverion får brug for flere hænder til at løse opgaven for Elgiganten. På landsplan vil der blive brug for yderligere fem til ti medarbejdere til projektet.

Læs også: Caverion forenkler ledelsesstrukturen

Caverion har i Danmark flere end 1.000 ansatte og en omsætning på omkring en milliard kroner.

-CHM

Mere fra Clara

Clara Hennecke Mikkelsen

Redaktionsassistent, Installator.dk

Korte nyheder til Installatør.dk og hertil knyttede nyhedsbreve og printmagasin. Derudover læser jeg korrektur på andres tekster, og løser andre forefaldende, journalistiske opgaver.

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere