19.09.2017  |  VVS  |  Branchen

Danfoss går med i FN-initiativ for at løse verdens køleudfordringer

Som den eneste industrivirksomhed er Danfoss repræsenteret i organisationen Sustainable Energy for All's panel Cooling for All, der har til formål at gøre bæredygtig køling tilgængelig verden over.

FN’s Økonomiske Kommission for Europa har estimeret, at verdens befolkning i 2050 vil være ni milliarder, hvoraf 70 procent vil leve i byområderne – det svarer til at tilføje 235 byer på størrelse med Paris.

Sammen med den globale temperaturstigning vil det betyde et boom i efterspørgslen på køling i form af blandt andet aircondition og køleanlæg, hvilket vil resultere i øget energiforbrug og pres på klimaet.

I dag står køling for 10 procent af den globale udledning af kuldioxid – det er tre gange så meget som luftfartindustrien og shippingsektoren tilsammen.

Oveni det står omkring en milliard mennesker stadig uden adgang til køling.

Læs også: Københavnske virksomheder køles med havvand

Vil gøre køling tilgængelig på en bæredygtig måde
For at skaffe flere mennesker adgang til overkommelige og bæredygtige køleløsninger har organisationen Sustainable Energy for All (SEforALL) lanceret initiativet Cooling for All med et globalt panel til at drive indsatsen.

Som den eneste industrivirksomhed er Danfoss repræsenteret i panelet ved Jürgen Fischer, der er segmentdirektør for Danfoss Cooling:

”Køling har massiv indflydelse på vores liv og helbred; det holder vores mad frisk og sikker at spise, hjælper med at gøre vacciner tilgængelige verden over og gør vores hjem og arbejdspladser komfortable. Alle mennesker bør have adgang til disse fornødenheder”, siger han og fortsætter:

”Men vi er nødt til at tage skridtet videre og gøre køling tilgængelig – på en bæredygtig måde, der tager hånd om den globale opvarmning. Danfoss ser frem til at bidrage med vores ekspertise på dette område og til at hjælpe med at sætte fart på implementeringen af energieffektive og rene løsninger.

Læs også: Flere vil have grøn køling

Blandt ledere og højtstående repræsentanter
Som en del af Cooling for All’s globale panel vil Danfoss komme til at samarbejde med andre ledere og højtstående repræsentanter fra både politik og forskning.

Panelet bliver ledet af Marshall-Øernes præsident, Hilda Heine, og dr. Vincent Biruta, minister for naturressourcer i Rwanda.

Cooling for All-panelets arbejde vil munde ud i en samlet rapport med anbefalinger og måder til, hvordan man kan accelerere tilgængeligheden af bæredygtig køling verden over. Rapporten ventes klar i 2018.

- EL

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere