Danmarks første CO2-neutrale UPS
Torsdag den 6. december indviede handelshuset H. Følsgaard A/S i Køge det første CO2-neutrale nødstrømsanlæg (UPS) til kontorer i Danmark.
Af Nadia Jill Carver
Traditionelle nødstrømsanlæg drives enten af dieselgeneratorer (som skal prøvekøres med jævne mellemrum) eller batterier, som indeholder bly og skal lades op. Det nye anlæg, der skal sikre virksomhedens it-systemer og telefonsystemer ved strømsvigt, drives af en brændselscelle. Og denne teknologi belaster ikke miljøet, da restproduktet, som udledes, er rent vand.
Direktør i Hans Følsgaard A/S, Jørgen Stenberg forklarer til Installatør Horisont:
Nødstrømsanlægget er et udtryk for en miljørigtig trend vi har tænkt os at følge. Mange af vores produkter er på komponentbasis, hvorimod nødstrømsanlægget er et færdigt produkt. Men eftersom vores produktsortiment udvikles hele tiden, har vi da helt sikkert tænkt os at integrere miljøaspektet i udviklingen af vores produkter.
Selve nødstrømsanlægget fylder ikke mere end et stort køleskab og kan let placeres både inden- og udendørs. Og virksomheden forventer sig meget af det nye nødstrømsanlæg, og har allerede nu oplevet en stor efterspørgsel.
Vi lever af at sælge viden og tekniske komponenter. Derfor har vi naturligvis også valgt at tage nødstrømsanlæg med brændselsceller ind i vores produktprogram. Interessen fra danske virksomheder er stor, og vi har allerede mange projekter i gang, som vi forventer bliver leveret i løbet af 2008, sigerJørgen Stenberg.