19.02.2018  |  EL  |  Energi

Derfor skal energivejledere holde sig ajour

Energivejledere bliver p.t. opfordret til at deltage i ajourføringskurser med fokus på det nye bygningsreglements krav om funktionsafprøvning af de byggetekniske installationer. Det sker for at sikre, at byggefagfolk har de kompetencer, som branchens kunder forventer.

Energieffektivisering er et af de helt store virkemidler for at vende udviklingen i et stadigt stigende energiforbrug i Danmark og EU. Hvis 2020-målene om 20 procents energieffektivisering skal nås, skal der energirenovering til – og den skal være korrekt udført.

Derfor arbejder Energivejlederordningen for, at håndværks- og installationsvirksomheder er opdateret på området. Helt aktuelt afholdes ajourføringskurser i marts måned flere steder i Danmark.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Støttet af Energistyrelsen blev energivejlederuddannelsen og den dertil knyttede energivejlederordning etableret for snart ti år siden, og i dag er der henved 4.000 uddannede energivejledere.

Kunderne forventer ajourførte kompetencer
Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, ser gerne, at endnu flere uddanner sig til energivejleder og lægger ikke skjul på, at regelmæssig opkvalificering af energivejledernes kompetencer er yderst vigtig:

”Energivejlederuddannelsen er skabt for at give håndværker- og installatørvirksomheder den viden og de kvalifikationer, der er brug for på energirenoveringsområdet – men udviklingen står bestemt ikke stille. Der kommer konstant nye muligheder og nye krav til, og bygge- og installationsbranchens kunder kan med rette forvente, at byggefagfolk holder sig ajour i forhold til nye regler og tekniske løsninger. Som energivejleder er det derfor vigtigt løbende at blive opdateret”.

Hvad betyder funktionsafprøvning?
En af de sidste nye bestemmelser er BR18’s krav om funktionsafprøvning af installationer. De første praktiske bygherreerfaringer med funktionsafprøvning bliver på energivejlederens ajourføringskurser 2018 overført til energivejlederens typiske opgaver med energirenovering af enfamiliehuse og andre små bygninger. Det handler blandt andet om, hvad der skal til, for at klimaskærm og installationer spiller optimalt sammen, og hvorfor det er en god idé at afslutte installationsarbejdet med en dokumenteret test for at vise, at installationerne virker − og energimæssigt yder det, de skal.

Der er håndværkeren, der bliver spurgt
Byggeriets Energianalyse 2017 viser, at en boligejer, der overvejer at energirenovere sin bygning, ofte spørger håndværkere til råds. I det lys er det klart, at de udførende håndværkere skal være klædt på til at udføre opgaven.

På hjemmesiden Energivejlederen.dk kan man se, hvilke energivejledere der er med i ordningen, og hvornår de sidst har opkvalificeret sig via et ajourføringskursus. Dansk Byggeri, Tekniq, SMVdanmark, Teknologisk Institut, Videncenter for Energibesparelser i Bygninger og Energitjenesten står bag Energivejlederordningen.

- JKK 

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere