24.05.2017  |  VVS  |  Branchen

Indspark: Digital ordrestyring er et must for den moderne installatør

Halvdelen af branchen er i fuld gang med digital ordrestyring. Den anden halvdel har ofte ikke overskuddet til at komme i gang, men det skulle de tage og gøre. Det kan nemlig spare dem for en masse tid.

Jeg talte om elektronisk ordrestyring med en installatør den anden dag. Han kunne ikke se, hvordan det kunne være en fordel for hans virksomhed. ”Mine svende skal ikke bruge tid på digital tidsregistrering”, sagde han.

Den udtalelse siger med al tydelighed, at ikke alle installatører ser gevinsterne ved digital ordrestyring. De ser det som en udgift – som noget ekstra, de skal bruge tid på.

Det er dog en misforståelse. Digital ordrestyring koster nemlig ikke tid. Det sparer tid. Det er dog ikke svært at forstå, hvordan installatøren kunne tænke noget andet.

Læs også: Har du mistet overblikket over ordninger og uddannelser på energiområdet?

Mange oplever, at tingene bliver stadig mere komplekse, og at der er stadig flere ting, de skal sætte sig ind i. Her kan digital ordrestyring lyde som bare endnu et af de modeord, der flyver gennem luften uden at gøre nogen forskel. Det er dog langt fra tilfældet.

Vi oplever, at de virksomheder, der har implementeret det, får en række fordele. De har fået bedre styr på de ansattes tidsforbrug og planlægningen af dagens daglige opgaver.

Installatørvirksomhederne kan oprette ordrer, lave kvalitetssikring og fakturere samme sted. Svendene har mulighed for at registrere deres daglige time- og materialeforbrug på opgaver, enten på pc eller via mobile applikationer.

Det bliver muligt at fakturere, så snart en opgave er overstået og få hurtigere penge i kassen. Installatøren vil altså bruge færre timer på papirnusseri. Timer, som i stedet kan bruges på løse tekniske installationsopgaver, der giver penge i kassen.

Se de nye muligheder
Som brancheorganisation ser vi i høj grad, at de installatører, det går bedst for, bruger digital ordrestyring. Installatøren får med ordrestyringen mulighed for effektivisere de mange arbejdsprocesser, der er forbundet med løsning af opgaven for den enkelte kunde.

Materiale- og timeforbruget bliver digitalt indberettet i den enkelte kundeopgave. Det betyder, at interne arbejdsprocesser bliver strømlinet, i takt med at virksomheden bliver mere digital. Installatørforretningerne kan altså minimere deres spildtid og få bedre styr på opgaver og planlægning i virksomheden. 

Læs også: Brugeradfærd styrer fremtidens intelligente bygninger

Det handler i høj grad om at tage imod de nye muligheder frem for at se dem som en forhindring. Det ved de fleste virksomheder dog også godt, og halvdelen af branchen er allerede i gang. Men en af de barrierer, der spænder ben for installatøren, er den manglende tid. 

Tid vil altid være en sparsom ressource i en travl installatørforretning, men det er spørgsmålet om installatøren reelt har råd til ikke investere i fremtiden. Erfaringerne viser nemlig, at it-systemerne reelt frigør ressourcer, når arbejdsgange i virksomhederne bliver digitaliseret.

Bogholderiet får automatisk timer og materialer registreret direkte i kundedata – og fakturaen kan komme hurtigere afsted til kunden. Jo før fakturaen kommer ud af døren, jo hurtigere kommer pengene også i kassen. Det styrker virksomhedens samlede likviditet.

”Som brancheorganisation ser vi i høj grad, at de installatører, det går bedst for, bruger digital ordrestyring”.

Steen Hoeck Klausen, branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne.

Pris bør ikke være en hindring
En anden årsag til, at nogle installatører ikke er kommet i gang med digital ordrestyring, har været prisen på it-løsninger.

Men en øget digital udvikling i branchen, og mange nye leverandører af digital ordrestyring, har gjort, at prisen ikke bør være en hindring.

Driftsudgifterne til it-systemer udgør en mindre del af de samlede omkostninger i installatørforretningen.

Vi ser sågar ordrestyrings-systemer som stilles gratis til rådighed for installatøren. 

En anden udfordring for installatørerne er troen på egne kompetencer internt i virksomheden i forbindelse med den digitale omstilling.

Læs også: Forstyrrelse giver også nye muligheder

Det handler nok i virkeligheden mere om installatørens egen forestilling om, at det er svært, for i praksis går det ganske gnidningsfrit med den digitale omstilling. Ofte er det faktisk svendene, der går forrest i ønsket om at blive mere digitale.

Vi ser dog forsat installatørvirksomheder med 25-30 svende, som ikke er kommet i gang. Det er ganske overraskende, når vi ser på effektiviseringspotentialet ved digitaliseringen. Men den moderne installatør er digital.

Derfor opfordrer vi i Arbejdsgiverne de installatører, der ikke har set lyset ved en digitalisering af deres forretning, til at gå i gang med opgaven. Alle erfaringer viser, at det bliver en gevinst for virksomheden.

Mere fra Steen

Steen Hoeck Klausen

Branchechef for byggeri hos Arbejdsgiverne

  • Arbejdsgiverne
Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere