06.02.2018  |  EL  |  Energi

DTU-professor: Politikerne bør skabe bedre vilkår for solceller

Vilkårene for privates solcelleanlæg er hverken langtidsholdbare eller nemme at forstå, og derfor bør politikerne sikre bedre rammevilkår for solcellerne, mener DTU-professor.

Politikerne bør huske at sikre langsigtede rammevilkår for privates solcelleanlæg på taget, lyder opfordringen fra DTU-professor Poul Erik Morthorst. 

”Mange vil gerne bidrage til den grønne omstilling, men dagens regler og vilkår er ikke holdbare, fordi økonomien hviler på, at man ikke betaler afgift for den strøm, man selv producerer og forbruger, hvilket reelt svarer til et tilskud på to kroner pr. kWh,” siger Poul Erik Morthorst, der er professor i systemanalyse og medlem af Klimarådet, til Ingeniøren.

Læs også: Solcelleanlæg kan blive dyre for statskassen

Professoren advarer om, at et yderligere prisfald på solceller og batterier i sidste ende kan føre til så mange nye solcelle-/batterianlæg, at det skaber et stort afgiftshul i statskassen. Det vil kræve endnu et politisk panik-indgreb, vurderer han.

”Private solcelleejere skal ikke forgyldes, men blot sikres en passende forrentning, og så skal det i øvrigt være nemt at få lov til at lægge paneler op,” siger Poul Erik Morthorst til Ingeniøren og tilføjer, at han ikke umiddelbart selv kunne forstå de aktuelle, komplicerede regler for solcelleanlæg.

Skal spille sammen med den grønne omstilling 
I installationsbranchen mener man også, at politikerne skal huske de private forbrugeres vilkår:

”Det er vigtigt, at man skaber de rigtige rammer og vilkår for private energiforbrugere, så de kan investere korrekt i energibesparelser, solceller eller andre former for vedvarende energi – set i forhold til samfundets overordnede mål", siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i brancheorganisationen Tekniq.

Læs også: Kreative ingeniører skal redde fremtiden energisystem 

Han mener, at både store og små forbrugere skal kunne se deres plads i en stor samfundsmæssig investering som den grønne omstilling. 

Regeringen har varslet sit udspil til et nyt energiforlig, der skal gælde for de næste ti års energipolitik. Forhandlingerne finder sted i de kommende måneder, skriver Ingeniøren.

-JJK

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere