Energireserven redder dødsdømte støtteordninger
Varmepumpeverdenen kan nu se frem til rådgivning fra Energistyrelsen på den anden side af det nye år.
Energiforligskredsen i Folketinget offentliggjorte i går en uventet, økonomisk støtte til forskellige programmer og støtteordninger i energiverdenen, skriver EnergiWatch. Pengene kommer fra energireserven, som er en pulje på 200 millioner kroner, og kommer blandt andre dem, der arbejder med varmepumper og energieffektivisering til gode.
Modtagerne af den tidlige julegave var ellers netop nået at blive skuffede over kommende nedskæringer som følge af regeringens finanslov for 2016, hvor støtteordningerne stod til at blive sløjfet.
Varmepumperejsehold består og energien effektiviseres
Energistyrelsens populære rådgiverenhed, varmepumperejseholdet, var blot 10 dage fra at lukke ned, da nyheden kom. Varmepumperejseholdet var blevet skåret væk i den nye finanslov, men blev altså reddet af energireserven.
Hjælpen kommer i form af 8,1 millioner kroner. Derudover skal en pulje på 30 millioner kroner være med til at få et højere antal private til at købe varmepumper.
Ud over den varmepumperådgivende enhed, er en del af puljens midler gået til energieffektivisering i bygninger.
Der er blandt andet sat 15 millioner af til et videncenter om emnet samt 24 millioner til undersøgelse af danske kontra udenlandske virksomheders energiforhold. Her er målet blandt andet at finde ud af, hvordan konkurrenceevnen bliver påvirket.
Læs også: Energistyrelsen giver ti selskaber varmepumpe-tilskud
Energi-, forsynings-, og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, glæder sig over, at nye tiltag inden for energieffektivisering er blevet tilgodeset:
Jeg er glad for, at vi i forligskredsen nu kan udmønte over 200 millioner kroner til energieffektivisering. For den energi, vi ikke bruger, er nu engang den billigste, siger ministeren i en pressemeddelelse.
-CHM