08.03.2018  |  EL  |  Energi

EnergyLab Nordhavn får Energi- og Miljøprisen 2018

Energiforum Danmark har tildelt Energi- og Miljøprisen 2018 til EnergyLab Nordhavn for at være fremtidens løsning på intelligent energiudnyttelse.

Energi- og Miljøprisen 2018 går til EnergyLab Nordhavn. Men det var ikke noget nemt valg, da dommerkomiteen fra Energiforum Danmarks bestyrelse skulle vælge blandt årets tre nominerede.

Skulle man belønne Bygningsstyrelsens energistyringsprojekt, der satte fokus på datakvalitet og dataejerskab til glæde for store bygningsejere i hele landet, eller COOPs satsning på energieffektivisering, der via styring, optimering og medarbejderinddragelse har opnået store besparelser, eller EnergyLab Nordhavn, et storbylaboratorium, der demonstrerer og tester fremtidens tværgående løsninger inden for bæredygtige energisystemer.

Læs også: Kandidaterne til årets Energi- og Miljøpris fundet

Energiforum Danmarks formand Lars Thygesen var dog ikke i tvivl.

Energiforum Danmarks "Energi- & Miljøpris"

Formål                    
"Energi- og Miljøprisen" gives til personer/virksomheder, som anerkendelse for en motiverende indsats for ansvarlig energianvendelse, gennem energistyring, energiledelse og energieffektivisering.

Grundlag
Ved udvælgelsen af modtageren af "Energi- og Miljøprisen" lægges der vægt på, at prisen gives til en person/virksomhed, der har opnået væsentlige resultater ved målrettet arbejde på energiområdet, og som har formået at udbrede kendskabet til resultater og metoder til en videre kreds uden for virksomheden.

Udvælgelse
Modtageren kan vælges såvel inden for private som offentlige virksomheder og institutioner. Kriteriet for modtagervalget kan eventuelt understøtte strømninger og ideer, som er aktuelle for Energiforum Danmark.

Kilde: Energiforum Danmark

”EnergyLab Nordhavn nedbryder energibranchens traditionelle silotænkning og ser forsyning, forbrug, bygninger og by i ét samlet hele. Det skaber rum for intelligent energiudnyttelse og taler direkte ind i det, vi mener er fremtidens løsning,” siger Lars Thygesen og fortsætter:

”Selvom vedvarende energi er blevet billigere, giver det stadig mening at udnytte energien intelligent og effektivt. Energieffektivisering og forsyningsteknologier, skal ses i sammenhæng og ikke som modsætninger og EnergyLab Nordhavn viser, hvordan man kan gøre det intelligent”.

EnergyLab Nordhavn – et tværfagligt samarbejde
Hos EnergyLab Nordhavn er man naturligt nok glade for anerkendelsen af det tværfaglige projekt.

”En stor andel af vedvarende energi i vores energisystem kræver, at vi sammen udtænker helt nye løsninger hvor teknologi, data og systemer spiller sammen på tværs af sektorer og organisationer. Disse nye løsninger, med alt hvad det indebærer, afprøver vi i EnergyLab Nordhavn i et tæt samarbejde. Her mødes vi fra energiselskaber, industri, myndigheder og universitet, og demonstrerer i praksis disse løsninger, og viser hvordan de bidrager til opretholdelsen af den høje forsyningssikkerhed - også i fremtidens energisystem. Det er derfor med stolthed, at vi modtager Energi- og miljøprisen 2018,” siger projektleder Christoffer Greisen.

Fra varmelagring til boligen som aktiv medspiller i energisystemet
EnergyLab Nordhavns mange aktiviteter tæller f.eks. forsøg med varmelagring i fjernvarmenettet, integration af et stort batteri, og også brug af bygningsautomation som aktivt link mellem bygning og forsyning.

”Boligen er ved at undergå samme udvikling, som vi har set med telefonen. Den bliver i stigende grad digital, koblet til internettet ved hjælp af bygningsautomation. Dermed åbnes der for løbende at tilføje nye funktionaliteter, som øger komforten. Samtidig åbner vi op for at boligen bliver en aktiv medspiller i vores energisystem, der i stigende grad forudsætter mere fleksibilitet i energiforbruget”, siger forretningsdirektør i ABB’s Electrification Products’ division, Allan Andreasen, der er en af projektpartnerne.

Denne tankegang inspirerer til at bruge bygningerne mere aktivt i den grønne omstilling, så de f.eks. indgår i energisystemet som såkaldte ’prosumers’, der både producerer og forbruger energi. Et perspektiv, som vejer tungt i dommerkomiteens valg af EnergyLab Nordhavn som årets prismodtager.

Ikke kun til nye smarte bydele
Sidst men ikke mindst, er der også lagt stor vægt på, at de løsninger, der i dag udvikles i Nordhavn, kan kopieres og anvendes i en lang række byer over alt i verden, også i byer og bydele, der allerede eksisterer.

Læs også: Energirenovering står lavt på boligejernes ønskeliste 

Løsningerne er ikke kun til topmoderne bygninger på helt nyudviklede byggegrunde. Særligt den aktive brug af bygningers varmekapacitet, men også den intelligente kobling af energidata fra boliger og erhvervsbyggeri med data fra fjernvarme og elsystemet, har store perspektiver.

-JJK

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere