Facade hjælper Lindab gennem krisen
En helt ny type facadekassette, der gør det enklere og mere stilfuldt at bygge og renovere facader på især kontordomiciler, fabriksbygninger og andre større byggerier. Det er opskriften for Lindab Profil på at komme sikkert gennem finanskrisen.
I samme øjeblik finanskrisen satte ind, gik Lindab Profil i gang med at udvikle en ny generation af facadekassetter og tilhørende softwareprogram, som virksomheden er alene om på markedet. Nu da byggeaktiviteten er i bund, viser det sig som en god investering, der kan løfte omsætningen for Lindab Profil, vurderer salgsdirektøren.
Vi har brugt halvandet år på produktudviklingen for både at udvikle en unik facadekassette og et softwareprogram, der sikrer, at alle faser fra design til slutmontage er gennemtænkt. Nu står vi med et gennemført produkt, som kan holde hjulene i omdrejninger, fortæller salgsdirektør Niels Aage Iversen fra Lindab Profil, der mener, at timingen er gunstig, fordi mange virksomheder ikke produktudvikler under finanskrisen.
Vi er så heldige at stå med et guldæg på det helt rigtige tidspunkt. Satsningen er gjort, så nu kan vi høste frugterne af indsatsen, samtidig med at vi har gode kort på hånden med henblik på fremtiden, siger han.
Høje forventninger
Forventningen fra Lindab er, at facadekassetterne i 2012 omsætter for 40-50 millioner kroner, heraf cirka halvdelen i Danmark. I 2010 er omsætningsmålet 15-20 millioner kroner. Det er ambitiøse mål, som Jels-virksomheden ikke desto mindre føler sig ganske sikre på at nå, ikke mindst takket være den medfølgende software, Casettesoft, som minimerer risikoen for fejl og mangler i byggeriet. Et ellers udbredt problem som diskuteres meget i blandt andet Bygherreforeningen.
Mange problemer i byggeriet opstår, fordi det er svært at få oversat arkitektens tanker til virkelighed. Men vores software gør det enkelt at forvandle arkitektens idéer til autocadtegninger. Samtidig sikrer programmet, at byggeriet faktisk kan udføres i virkeligheden, og at alle komponenter bliver leveret og passer sammen. En montagevejledning følger med, så montøren også er med på de bagvedliggende idéer, siger Niels Aage Iversen.
-AK