Flad som en pandekage

Papirstynde skærme, som kan bøjes og formes efter underlaget og hænges op på væggen som en køleskabsmagnet. Det lyder som science fiction, men OLED-teknologien gør netop dette muligt, og allerede i 2016 sender LG en OLED-skærm på kun 3 mm på markedet

3 mm tyk bøjelig fladskærm.

Da Phillips i 1998 for første gang gav tv-seere mulighed for at se tv på en flad skærm i stedet for de nu forældede ”kasser” med billedrør, blev det startskuddet på et kapløb for alverdens skærmproducenter om at gøre skærme tyndere og tyndere. Den første fladskærm var på 42 tommer, og brugen var betinget af en medfølgende kasse fyldt med elektronisk tilbehør, som skulle placeres i nærheden af skærmen. Hele molevitten kunne erhverves for den nette sum af 90.000 danske kroner, men så kunne man også kalde sig pioner som tv-kigger.

Siden er udviklingen gået stærkt, og verdens skærmproducenter har haft held (og evner) til at proppe en stor mængde komplicerede komponenter ind i stadig tyndere skærmkabinetter og samtidig øge billedopløsningen. I dag ville Phillips første fladskærm næppe kunne indbringe mere end 25 kroner i Den Blå Avis – med mindre man købte den som samlerobjekt. Selv helt billige fladskærme er i dag sjældent tykkere end 5-8 cm og har billedgengivelse, som er Phillips’ banebryder stærkt overlegen.

Men at digitale skærme skulle blive lige så flade som pandekager og omtrent lige så bøjelige, var det vist kun sci-fi forfattere og superoptimister, der havde forestillet sig skulle blive en realitet i indeværende årti. Den såkaldte OLED-teknologi (Organic Light Emitting Diode) har godt nok af mange været spået til at blive fladskærmenes fremtid og definere en helt ny skærmstandard. Men grundet høje udviklingsomkostninger og det faktum at teknologien bygger på organisk og dermed forgængeligt materiale, har mange producenter trukket følehornene til sig og opgivet udviklingen af OLED-skærme. Kun LG har stædigt fastholdt tanken om en ultra tynd digital skærm og har rykket fremtiden en anelse tættere på.

En gigantisk levende køleskabsmagnet
LG har som de første allerede præsenteret to OLED-modeller, og tre nye OLED-produkter i løbet af 2016. Dels en dobbeltsidet skærm – altså med billede på begge sider – på kun 1 cm i tykkelse og i Ultra HD-opløsning. Skærmene bliver tilgængelige i 49, 55 og 65 tommer og er designet til ophæng fra loft eller væg eller montering på stander. Desuden en bølget videovæg (også dobbeltsidet), som består af tre 65” skærme, som til sammen danner en tynd opretstående digital bølge.

Men det mest revolutionerende produkt er nok det såkaldte OLED-Paper. Som navnet antyder er det en papirstynd digital skærm, som fleksibel i hidtil uset grad og har en tykkelse på kun 3 mm. Disse skærme – eller digitalt papir om man vil – bliver i første omgang tilbudt i størrelser på 55 og 65 tommer. OLED-papirets høje fleksibilitet gør dem egnede til montering på selv krævende og buede overflader, og bagsiden af skærmen er magnetisk, så den kan monteres som en slags gigantisk levende køleskabsmagnet.

Tjener, der er en skærm i min suppe
Så tynde og fleksible skærme har naturligvis kæmpe perspektiver, ikke mindst inden for digital skiltning og reklame. Virksomheder bliver i stand til at servere reklamer i mange forskellige miljøer, og alle overflader bliver pludselig en mulig informationsskærm. Forestil dig en tunnel beklædt med indvendige dynamiske reklameskærme. Eller hvad hvis glasruderne på metrostationerne var gigantiske interaktive skærme, hvor du kunne søge informationer og planlægge din rejse? Og mon ikke teknologien vil sprede sig uden for den traditionelle digitale skiltning og informationspræsentation? Vi venter med spænding på OLED-aviser a la Harry Potter, OLED visitkort, OLED-Lygtepæle, kuglepenne, biler, indkøbsposer, skjorteærmer. Eller hvad med tallerkener, som serverer informationer eller reklame direkte under din mad? Listen over potentielle udnyttelsesmuligheder er lang, og måske er mange af dem nu tættere på virkelighed end på science fiction. LG giver selv et par bud på, hvad fremtiden kan byde på i denne video.

Hvor dybe lommer skal man have?
Der er endnu ikke sat priser på LGs kommende OLED-produkter, og de vil formentlig først ligge klar i anden halvdel af 2016. Det er dog sandsynligt, at disse produkter – lige som Phillips’ bandebrydende fladskærm – vil ligge i den høje ende af skalaen. Det er dog samtidig meget sandsynligt, at flere producenter vil genoptage udviklingen af deres egne OLED-produkter, og at der inden for en overskuelig fremtid vil være øget konkurrence på området, hurtigere udvikling og følgelig også et markant prisfald. LGs eksisterende 65? OLED-skærm ligger i skrivende stund på en pris i omegnen af 55.000 DKK.

http://www.av-nerds.dk/fladskaerm-som-en-pandekage/

01.12.2015AV-Nerds.dk

Sponseret

AV-nørder fylder webshop med billige pakketilbud

20.11.2015AV-Nerds.dk

Sponseret

Flad som en pandekage

10.11.2015AV-Nerds.dk

Sponseret

Overvejer du en videovæg? Kig her først.