08.06.2017  |  EL  |  Branchen

Lamper giver fremgang hos fynsk el-installatør

Efter at have udbygget lampeforretningen har el-installatøren Flemming Nielsen fået fremgang på bundlinjen.

Efter at have udvidet lampeforretningen har el-installatør Flemming Nielsen oplevet fremgang i regnskabet. Arkivfoto.

Det går godt for el-installatør Flemming Nielsen, der holder til i Ringe på Fyn. Efter at have udvidet forretningen til også at gælde salg af lamper har virksomheden nemlig oplevet en pæn fremgang, skriver Fyns.dk. Så pæn, at der med sorte tal på bundlinjen står mere end én million kroner, hvilket er en stigning fra året før, hvor dette tal var cirka 800.000 kroner.

”Selve virksomheden har ændret karakter, idet vores lampeforretning er et parameter, som vi mere og mere forholder os til. Den trækker nye og spændende kunder til forretningen. Det smitter også af på regnskabet”, fortæller medindehaver Morten Vestermark til Fyns.dk.

Sidste år blev butiksdelen en del af kæden Lysmesterkæden, hvilket også har trukket nye kunder til, fortæller Morten Vestermark.

”Det har givet den del af butikken et løft, for når man hedder Lysmesteren, ved folk, at man er en del af landets største belysningskæde, og så er det ikke bare en installatør, der har tre lamper hængende. Man har et vist udvalg”, siger Morten Vestermark til Fyens.dk.

Læs også: Er du klar til den nye elsikkerhedslov?

Virksomheden, der pt. har 17 ansatte, er klar til at udvide yderligere i fremtiden. Det vigtigste for Morten Vestermark er nemlig, at butikken har det udvalg, som kunderne efterspørger:

”Vi har altid noget nyt i støbeskeen, og vi skal i gang med varmepumper. I forbindelse med alle de solcellekunder vi har haft, er der en del, som spørger, om vi ikke kan sælge dem varmepumper, så vi har lige haft en medarbejder på kursus”, siger Morten Vestermark til Fyens.dk.

Læs også: Dominus opkøber specialist i bygningsdrift

Virksomheden blev etableret af Flemming Nielsen i 1972 og overtaget af dennes søn, Morten Vestermark, og svigersøn, Jørgen Hansen i 2009. Flemming Nielsen er stadig aktiv i bestyrelsen.

-CHM

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere