18.04.2016  |  VVS  |  Indeklima

Indspark: Indfør vedligeholdelses-pligt på serviceanlæg

Indhold fra partner Hvad er dette?

Bilen skal til service, træværket skal males, men hvad med de mange ventilationsanlæg i nybyggeriet? Uden regelmæssig vedligeholdelse er de ingenting værd. En holdningsændring kan skabe nye arbejdspladser.

Siden bygningsreglementet trådte i kraft i 2010, er der sket rigtig meget med kravene til nye huse. Eksempelvis bliver alle nye huse udstyret med ventilationsanlæg. Det er en simpel nødvendighed efter, at husene er blevet tættere. Krav og specifikationer til ventilationsanlæggene er også til at tage og føle på.

Læs også: Behovet styrer ventilationsanlægget i City2

Men der er noget, man helt har glemt. For hvad er det værd, at husene er udstyret med de nyeste og mest miljørigtige anlæg, hvis de ikke bliver vedligeholdt? Undersøgelser har vist, at mere end 65 procent af alle ventilationsanlæg kører med så alvorlige fejl, at det medfører stort energiforbrug, ringe ventilation og dårligt indeklima.

Kendte konsekvenser
Jeg har som fagmand ofte set, hvad der kan hobe sig op i et ventilationsanlægsfilter, hvis det ikke bliver renset. Det er ikke svært at forestille sig, hvad det kan have af sundhedsmæssige implikationer. Men der er ikke nogen grund til kun at forestille sig det. Konsekvenserne er kendte. Hovedpine, irriterede slimhinder, træthed og reduceret koncentrationsevne for bare at nævne nogle.

Om skribenten

Michael Niemann Mortensen er branchekonsulent for VVS-området i Arbejdsgiverne.

Han har tidligere været VVS-ingeniør for Rambøll Byggeri i Esbjerg. Han er uddannet VVS-installatør og har mere end 20 års erfaring inden for feltet. 

Det er lidt paradoksalt, når man på mange kontorer og boliger har gjort en del for at forbedre indeklimaet ved eksempelvis valg af byggematerialer og gulvbelægninger. Derudover er der installeret ventilationsanlæg, som skal sikre, at der sker en god udskiftning af luften således at temperatur, støv, fugt og afgasninger fra eksempelvis inventar, beklædning og kopimaskiner ikke påvirker indeklimaet.

Hertil kommer, hvad det koster i ekstra energiforbrug. For det er ikke meget værd, at man har et anlæg, der er mærket til A+, hvis det kører med et tilstoppet filter. Det bliver til rigtig mange kroner år efter år. Ganger man det med antallet af nye husstande, ser man hurtigt problemets omfang. Skal vi sikre de CO2-nedsættelser, som regeringen har planer om i 2020 og 2025, kan det være et oplagt sted at sætte ind.

Pålæg om serviceeftersyn
Jeg mener, at man skulle indføre en drift og vedligeholdelsespligt i den private sektor. Fra politisk side kunne man pålægge husejerne at servicere deres ventilationsanlæg hvert år. Det vil give flere arbejdspladser og god driftsøkonomi hos kunderne, hvor det hurtigt tjener sig ind med et mindre energiforbrug. På længere sigt får man grønnere ventilationsanlæg og sundere indeklima. Det vil koste noget - men ikke mere end en overskuelig pris af omtrent 1.500 kr. for en årlig servicering. Det er en samfundsøkonomisk årlig udgift som rigeligt står mål med fordelene.

Læs også: Behovsstyret ventilation sikrer energieffektiviteten

Som situationen er nu, stiller man skrappe krav, men efterfølgende lader man det bare sejle. Alle bilister tager som en selvfølge, at bilen skal på værksted engang imellem, og at det koster nogle penge. Og de fleste ved, at de er godt givet ud. Den tankegang skal gøres almindelig med ventilationsanlæg blandt husejerne. For et ventilationsanlæg, der ikke er serviceret, er ingenting værd. 

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere