Installatører bliver energirådgivere
Brancheforeningerne Dansk Energi og TEKNIQ har skrevet under på en aftale om at samarbejde på området indenfor energibesparelser.
Installatør Horisont har talt med afdelingschef for Teknisk afdeling i TEKNIQ, Søren Rise om, hvad samarbejdet med Dansk Energi betyder for installatørerne.
Samarbejdet mellem de to organisationer omfatter en række elementer, blandt andet opkvalificering af de danske elinstallatører og vvsere, hvilket i sidste ende betyder en større sikkerhed for energirigtigt arbejde ude i hjemmene. Aftalen mellem de to organisationer kombinerer elselskabernes indsats med energibesparelser med el- og vvs-installatørernes indblik i kundernes installationer i forhold til både boliger og erhverv.
Men det er ikke kun den gode samvittighed, man opnår ved investering i langsigtede klima- og energimål, der gør aftalen interessant for TEKNIQ og dets medlemmer.
De tilskudsordninger, der er på området, er minimale, og ved at indgå en sådan aftale skaber vi muligheden for et større marked for vores medlemmer. Desuden befinder vi os en tid med stigende energipriser, så et fokus på energibesparelser kommer på det helt rigtige tidspunkt, siger Søren Rise til Installatør Horisont.
Og resultatet af samarbejdet skulle da også, ifølge Søren Rise, i sidste ende sikre et mindre energiforbrug hos kunderne og et tilbud om de mest optimale energiløsninger. I den forbindelse har man udarbejdet en standardkontrakt, der skal gøre samarbejdet mellem de to organisationer lettere. Derudover er der blevet udviklet en standardaftale, som TEKNIQs medlemmer kan anvende ude hos kunderne, der ifølge Søren Rise kan anvende den som en bekræftelse på, at besparelsesinitiativerne er foretaget.