Installatører drukner i energiuddannelser

Udbuddet af efteruddannelser, som skal opkvalificere installatørerne på energiområdet, har vokset sig så stort og uigennemskueligt, at både installatører og forbrugere er forvirrede. DS Håndværk & Industri og Tekniq efterlyser en ensretning på området.

Installatørerne kan næsten ikke lave andet end at efteruddanne sig, hvis de skal tage alle de kurser, der tilbyder opkvalificering på energiområdet. Det mener DS Håndværk & Industri, som efterlyser et mere ensrettet udbud af uddannelser på området. Foto: Arkivfoto.

VE-installatør, BedreBolig-rådgiver, Energivejleder, EnergieXpert, Energimester, Grøn Håndværker og Energihåndværker er blot nogle af de efteruddannelser og kurser, som installatørerne kan tage for at opkvalificere sig på energiområdet. Udbuddet har vokset sig enormt, og kursusudbyderne tæller både statslige og kommunale instanser samt private organisationer. 

Læs også: Minister vil undersøge udbuddet af energiuddannelser

Hos DS Håndværk & Industri mener man, at grænsen er nået for, hvilke uddannelsesforventninger man kan stille til installatørerne.

”Vi er absolut tilhængere af, at installatørerne løbende opkvalificerer sig, men uddannelsesudbuddet er blevet for forvirrende for installatørerne. Den ene ordning bliver afløst af den anden, og hvad skal man vælge som installatør? Som markedet er i øjeblikket kan installatørerne nærmest uddanne sig fra nu af, til de skal på pension – uden at tjene en krone undervejs”, siger Carsten Essler Helmer, der er energikonsulent i DS Håndværk & Industri.

Installatører føler sig presset
Han oplever, at installatørerne i mange tilfælde føler sig presset til at tage kurser, der skal give dem kompetencer, som de reelt har i forvejen. I den forbindelse nævner han Energistyrelsens BedreBolig-ordning, som i øjeblikket bliver testet i ni danske kommuner.

Ordningen skal gøre det nemt og enkelt for boligejerne at energirenovere, og installatørerne er udset til at hjælpe hr. og fru Hansen sikkert gennem processen. Men for at få lov til det, skal installatørerne tage en særlig uddannelse til BedreBolig-rådgiver.

Læs også: Ekstra installatør-uddannelse med effekt?

”I øjeblikket er BedreBolig-ordningen kun i testfasen, men når den bliver mere udbredt vil mange installatører føle, at de bliver nødt til at tage uddannelsen for at få energirenoveringsopgaver hos private. Også selvom de reelt har samtlige nødvendige kompetencer. Det samme gælder uddannelsen til VE-installatør, som måske bliver lovpligtig på et senere tidspunkt. Den vil mange også være tilbøjelige til at tage, bare for at sikre, at de er med og opdateret, hvis den bliver lovpligtig”, siger Carsten Essler Helmer.

Forbrugerne er forvirrede
Installatør John Rasmussen, der er indehaver af Otterup VVS, mener i lighed med Carsten Essler Helmer, at udbuddet af energi-efteruddannelser er blevet særdeles mudret.

”Både Tekniq og DS Håndværk & Industri har en energiuddannelse, projektet Grøn Erhvervsvækst her i mit område har lavet sin egen uddannelse og Energistyrelsen har lige søsat VE-uddannelsen. Det er noget rod, for det betyder, at hver enkelt uddannelse bliver udvandet, og forbrugerne har ingen chance for at gennemskue, hvilke installatører det er klogest at henvende sig til, når der skal energirenoveres”, siger John Rasmussen og fortsætter:

Uddrag af efteruddannelser på energiområdet

  • EnergieXperten – Efteruddannelse, der udbydes af og afvikles ved DS Håndværk & Industri i Odense.
  • Energivejlederen - Tre-dages kursus, der udbydes af Teknologisk Institut.
  • VE-installatør - Efter- og videreuddannelse, som Energistyrelsen, står bag. Udbydes af Erhvervsakademierne i København, Odense, Ålborg og Århus.
  • KSO-installatør – Kursus, der udbydes af Teknologisk Institut.
  • Energimester – Kursus, der udbydes af EUC Nordvest
  • Energihåndværker – Efteruddannelsen udbydes af Grøn Erhvervsvækst. I første kvartal af 2014 blev kurset udbudt til håndværksmestre fra Odense og Faaborg-Midtfyn kommuner.
  • Energiteknolog – fuldtids- eller deltidsuddannelse, der udbydes af Erhvervsakademiet Dania, Erhvervsakademiet Lillebælt, Københavns Erhvervsakademi samt UCN i Aalborg.
  • Grøn Håndværker – Fire uger langt efteruddannelsesforløb, der udbydes af og afvikles på Campus Bornholm.
  • Bedre Bolig-rådgiver – Uddannelse som Energistyrelsen står bag. Kurser afholdes af Byggecentrum.
  • Klimainstallatør – Kurser, der udbydes af Brødrene Dahl og afholdes i Brødrene Dahls Klimacentre i Horsens eller Næstved. 
  • ZERObolig energivejleder - En ZERObolig energivejleder har gennemført Teknologisk Instituts Energivejleder-uddannelse og taget opfølgende kurser igennem ZERObyg på EUC Syd.

”I starten var der noget ved at have taget EnergieXperten, som er den energiuddannelse, jeg har. Det var noget folk kunne bruge til noget. Men sådan er det ikke længere, dertil er markedet for oversvømmet med energiuddannelser af forskellig kvalitet”, konstaterer John Rasmussen.

Måtte ikke komme på liste
Han har prøvet at føle sig presset til at bruge dyrebar tid på at tage en ekstra uddannelse for at komme på en særlig liste over energikompetente installatører. Otterup VVS ligger nemlig i Odense-området, hvor det offentligt/private samarbejde ”Grøn Erhvervsvækst” kører. Projekter bringer en håndværkerliste over energikyndige håndværkere på sin hjemmeside, men for at komme på listen er det krav, at man har taget Grøn Erhvervsvæksts efteruddannelse ”Mester i Energi.”

Læs også: Uddannelse gør mester

”Jeg forsøgte at forklare over for medarbejderne i Grøn Erhvervsvækst, at jeg har en fuldstændig tilsvarende efteruddannelse – den hedder bare ”EnergieXperten” i stedet for ”Mester i Energi”. Men der var ikke noget at gøre, jeg måtte på skolebænken igen, hvis jeg ville stå på listen”, forklarer John Rasmussen, som ikke er at finde på listen i dag.

Tekniq: Broget marked
Hos Tekniq er man også opmærksom på, at udbuddet af efteruddannelser på energiområdet efterhånden er blevet meget broget. Underdirektør i organisationen Tina Voldby mener især, at de kommunalt initierede efteruddannelser er et problem.

”Rigtig mange kommuner har lavet deres egen uddannelse eller mærkningsordning, som installatørerne kan tage og derefter prale af, at nu er de ’det ene eller det andet’ inden for energi. Den slags kommunale blåstemplinger gør markedet uigennemskueligt, så når vi bliver opmærksomme på det, forsøger vi at gå i dialog med kommunerne og fortæller dem, at de bør bruge de kurser, der allerede er udviklet”, siger Tina Voldby.

Hun mener også, at den landspolitiske kurs på området har været noget svingende de seneste år og håber, at der kommer ro på området.

Læs også: Vvs-forbund: Mestrene sjofler efteruddannelse

”Det vil være en fordel, hvis man finder ud af, hvad man vil satse på. For eksempel er det ikke mange år siden, at vores installatører blev KSO-certificeret til at sætte solceller op. Nu skal de VE-certificeres inden for solceller. Begge dele er initiativer, som Energistyrelsen står bag, og det er ret bekymrende, for virksomhederne ofrer en masse uddannelseskroner på certificeringerne uden reelt at få flere kompetencer – blot et andet mærke”, siger Tina Voldby. Hun understreger dog, at Tekniq bakker 100 procent op om VE-certificeringerne, men appellerer til, at det nu udelukkende er den ordning, man satser på fremadrettet.

Carsten Essler Helmer fra DS er enig i, at der er brug for ro på området. Han ser gerne at det inden længe bliver meldt ud, om VE-ordningen bliver lovpligtig og fra hvilket tidspunkt, det kommer til at gælde. Dermed vil installatørerne få nogle klare retningslinjer for, hvad der skal ske på den lange bane.

2ctrl ApS

Sponseret

2CTRL er landets førende virksomhed inden for KNX

Elsikkerhed.dk

Sponseret

Installatørmøde 2025 - Kolding

Relateret indhold

20.12.2024Installator.dk

Pengeregn over TEKNIQ-medlemmer

20.12.2024Inspectly ApS

Sponseret

Kvalitetsklubben: Styrk dit byggeprojekt med skarp intern kommunikation

20.12.2024Carlog System

Sponseret

Carlog System ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår

19.12.2024Brødrene A & O Johansen A/S

Sponseret

AO’s klimamål sætter en ny standard for grossisterne

19.12.2024Installator.dk

Stejl læringskurve koster dyrt for nystartet VVS-installatør

18.12.2024Wieland Electric A/S

Sponseret

Vi byder Thomas Bøgh Laursen velkommen til Wieland Electric A/S!

17.12.2024METRO THERM A/S

Sponseret

METRO THERM fusionerer med KVM-Genvex

17.12.2024Installator.dk

Solplus A/S bliver en del af InstallatørGruppen

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.

Se flere temaer

Events

Se alle