30.06.2017  |  VVS  |  Branchen

Intelligent styring af varmepumper skal sikre grøn omstilling

Varmepumper, der via intelligent software kan justeres til et komfortabelt niveau, skal sikre, at små og mellemstore virksomheder bliver en del af den grønne omstilling.

Hvor lang tid kan man lukke helt ned for varmen fra en varmepumpe og fortsat opnå et komfortabelt varmeniveau i små og mellemstore virksomheder?

Det er udgangspunktet for et nyt samarbejde mellem softwareudvikler EConGrid, Danmarks Tekniske Universitet, DTU Compute og energirådgivningen i Ewii.

Intelligent måling og styring skal kontrollere varme
Med det nye samarbejde er målet, at man via intelligent måling og styring af varmepumpens varmeproduktion i små og mellemstore virksomheder kan kontrollere den varme, som udledes i virksomhedernes lokaler.

Derudover er det muligt at opnå økonomiske besparelser, ved at strømmen, der anvendes til varmepumpen, kommer fra eller leveres til det såkaldte regulerkraftmarked.

Læs også: Installatører kan nu informere kunder om energidata

Det er Energinet.dk som systemansvarlig, der styrer regulerkraftmarkedet og balancerer produktion og forbrug af strøm til elnettet:

”Projektet bygger blandt andet på vores eksisterende viden om varmepumper, vores erfaringer med at anvende prognoser til at forudsige varmebehovet, og den viden vi har om fleksibel varmeproduktion”, siger Martin Vesterbæk, der er senior projektleder i energirådgivningen hos Ewii, og som også er en af kræfterne bag det nye projekt.

Vil rykke et skridt nærmere uafhængighed af fossile brændsler
I det nye projekt har DTU Compute blandt andet bidraget med erfaringer og viden fra et cities-forskningsprojekt, der indebærer forskning i relation til Smart Grids og integration af vedvarende energi.

Derudover bliver den intelligente software, som er udviklet af EConGrid, testet hos blandt andet erhvervslejemålet i Guldsøgaard i Fredericia og Strib Bibliotek i Middelfart Kommune, der begge har meldt sig som testvirksomheder.

Her har man opsat intelligente følere og målere, der opsamler data, som de tre partnere i fremtiden skal blive klogere på.

Målet med dette er at rykke et skridt nærmere uafhængighed af fossile brændsler, da varmepumper bruger strøm, som blandt andet genereres af vindmøller.

Læs også: Energisyn hos Billund Lufthavn synliggjorde potentiel millionbesparelse

Derudover håber de nye samarbejdspartnere på at få erfaringer med fremtidig udvikling af regulerkraftmarkedet til udnyttelse af både nye og eksisterende varmepumper hos virksomhedsejere:

”Løsningen her er en del af Smart Grid – det intelligente elsystem, der er en af de grundlæggende forudsætninger for, at vi kan være en del af den grønne omstilling”, siger Martin Vesterbæk.

- EL

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere