Julefrokost-ulykker er ofte en arbejdsskade
Når en medarbejder knalder hovedet ned i gulvet til den officielle firmajulefrokost, kan det ofte betragtes som en arbejdsskade, selv om det er snapsen, der er skyld i skaden
Til den officielle julefrokost med kollegerne, er medarbejderne i princippet på arbejde. Derfor kan en mislykket stoledans eller andre uheld under julefrokosten godt blive anerkendt som en arbejdsskade.
Juridiske svar
Så hvis en medarbejder glider i sine egne ben til julefrokosten, vil der ofte være hjælp at hente.
Derfor skal man som arbejdsgiver huske at anmelde skaden til Arbejdsskadestyrelsen, hvis uheldet er ude. Det er ikke afgørende for vurderingen af, om skaden kan være omfattet af arbejdsskadeforsikringen, hvorvidt julefrokosten er blevet afholdt på virksomheden eller ude af huset. Det afgørende er, at det er arbejdsgiveren, der har inviteret til julefrokosten og har kendskab til rammerne.
Desuden er det afgørende for Arbejdsskadestyrelsens vurdering af sagen, om skaden er sket som et naturligt led i de aktiviteter, der normalt er forbundet med en julefrokost, eksempelvis vil uheld på dansegulvet være omfattet. Til gengæld er det mindre vigtigt, om medarbejderen havde drukket to eller tolv snaps, da skaden skete.
Fortsætter medarbejderne selv festen efter den officielle afslutning på julefrokosten, vil styrt på dansegulvet dog ikke kunne betragtes som en arbejdsskade.
Arbejdsgiveren skal sørge for at anmelde arbejdsskaden til Arbejdsskadestyrelsen så hurtigt som muligt.