20.04.2017  |  VVS  |  Sanitet

Indspark: Kender du reglerne for blødt vand?

Vi har i den seneste tid hos Arbejdsgiverne modtaget en del spørgsmål omkring blødgøringsanlæg. En ændring af reglerne den 1. juli 2016 betyder, at man fremover må fjerne kalk fra vandet i boligen på samme måde som i blandt andet Sverige, Holland og Tyskland.

Tidligere skulle byggevarer som vandhaner og vandfiltre have en særlig dansk godkendelse, men fra 1. juli 2016 har man kunnet benytte enheder, der allerede er godkendt i Sverige, Holland og Tyskland. Dermed kommer de danske regler måske til at minde om reglerne i resten af Europa. Hvad betyder det for VVS-installatøren? 

Et kendt eksempel er fra Brøndby. Fra marts 2017 blev kalkindholdet i vandet her halveret i forhold til tidligere. Dermed blev kommunen den første i landet til at blødgøre sit drikkevand, og flere kommuner er på vej i samme retning. Blødgøringen i Brøndby er første led i Hovedstadsområdets Forsyningsselskabs plan om i 2024 at fjerne kalk fra drikkevandet i alle forsyningsselskabets otte ejerkommuner.

”Er blødt vand en uinteressant markedstrend eller en overset markedsmulighed for din installationsforretning, som giver mulighed for specialisering?”

Steen Hoeck Klausen, branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne

Fordelene ved blødt vand er mange. Eksempelvis bruger man mindre vaskepulver til vaskemaskinen og rengøringsmidler, sæbe, afkalkningsmiddel. Derfor skal renseanlægget bruge færre ressourcer på at rense vand, inden det igen sendes i kredsløb.

Men der er også ulemper. Når kalken fjernes i en boliginstallation, som husholdningsanlæg gør, øges risikoen for korrosion i vandinstallationen. Dette kan give lækage i vandinstallationen.

Handler også om sundhed
Det kan også have en sundhedsmæssig betydning at blødgøre vand. Hvis drikkevandets hårdhed reduceres, får man samtidig færre mineraler som calcium, magnesium og fluorid. Det kan i værste fald føre til hjertekarsygdomme, øget risiko for diabetes, knogleskørhed og huller i tænderne.

Imidlertid sikrer den specifikke blødgøringsmetode, som eksempelvis Hovedstadsområdets Forsyningsselskab benytter, at den naturlige mængde fluorid og magnesium i vandet ikke påvirkes. Embedslægen under Sundhedsstyrelsen har vurderet, at netop denne metode er sundhedsmæssig forsvarlig.

For VVS-installatøren vil det bløde vand sandsynligvis give færre reparations- og serviceopgaver, da en væsentlig reduktion af kalkindholdet i vandet vil hindre dryppende haner og toiletter samt forkalkede rør, som skal udskiftes.

Men de fleste VVS-installatører kender også den tilkalkede varmtvandsbeholder eller veksler, som enten skal afkalkes eller udskiftes. En opgave, som ofte fører andet arbejde med sig.

For VVS-installatøren er det endnu et eksempel på, at det er ekstremt vigtigt at vælge det fokus og den strategi, som kan bære en VVS-virksomhed gennem et marked i forandring. Dette rejser igen spørgsmålet om, hvad man som VVS-installatør skal vide, og hvad en VVS-installatør skal kunne rådgive omkring.

Der er i øjeblikket stor fokus i markedet og hos forsyningsselskaberne på blødgøring af vand. Niras og DTU vil i de kommende år skabe et beslutningsværktøj til forsyningsselskaberne, som gør det let at træffe beslutning om blødgøring af vand.

Noget tyder altså på, at den markedsfokus, som der er på blødgøring af vand i private husstande er kommet for at blive. Det er dermed også en mulighed for at specialisere sig som VVS-virksomhed. Et andet faktum er, at de fleste opgaver i en vandinstallation i en privat husstand kræver en autorisation, og der skal installeres tilbagestrømssikring i henhold til DS EN1717 i forbindelse med blødgøringsanlæg.

På den anden side kan der rejses spørgsmål om, hvordan komponenter i blødgøringsanlæg matcher eventuelle kommende krav i GDV-ordningen. Under alle omstændigheder er det væsentligt med klare rammer på området, som gør det enkelt for VVS-installatøren at navigere i markedet og rådgive professionelt.

Er blødt vand en uinteressant markedstrend eller en overset markedsmulighed for din installationsforretning, som giver mulighed for specialisering? Det skal du som VVS-installatør selv afgøre.

Mere fra Steen

Steen Hoeck Klausen

Branchechef for byggeri hos Arbejdsgiverne

  • Arbejdsgiverne
Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere