Lys og arkitektur i symfonisk samspil
Belysning og arkitektur spiller tæt sammen i udvidelsen af Musikhuset Aarhus.
Belysning og arkitektur spiller tæt sammen i udvidelsen af Musikhuset Aarhus. Arkitektfirmaet C.F. Møller har tegnet den 17.400 kvadratmeter store tilbygning og har sammen med belysningsvirksomheden Thorn skabt rammerne om unikke, musikalske oplevelser.
De akustiske hensyn og den æstetiske udformning i Musikhuset Aarhus har stillet store krav til vores belysningsløsning. For eksempel er alle armaturer blevet lydtestet, så de ikke influerer på akustikken eller på anden måde forstyrrer den musikalske oplevelse. Derudover er en række af armaturerne tilpasset specielt til den letbuede bagvæg i den nye Symfoniske Sal, siger belysningskonsulent Torben Sørensen fra Thorn.
Musikhusets Symfoniske Sal er tilbygningens hjerte, og salens høje på 18 meter fra gulv til loft har haft afgørende indflydelse på valget af belysning. Alt afhængig af koncerternes karakter hæves eller sænkes en stor canopy over scenen til at styre akustikken. Derfor er der valgt en stjernehimmel af små LED-spots i hele loftets længderetning for at understrege salens volumen uanset canopyens position.
Samtidig har LED-belysningen en lang levetid, hvilket er en fordel set i relation til salens højde og deraf vanskelige forhold for vedligehold. Derudover er spottene placeret i et vilkårligt mønster, så koncertgæsterne ikke bemærker et slukket spot, hvis uheldet skulle være ude. Også i salens gulv er der anvendt LED-spots. Her markerer lysdioderne rækkenumrene, så publikum nemt kan finde sine pladser selv ved svag belysning.