Morten Møldrup er årets elinstallatør
Hjemmeside for håndværker-anmeldelser kårer Møldrup El som årets el-installatør. Kåringen foregik ved et stort show i Cirkusbygningen i København med 850 deltagere.
Anmeld-haandvaerker.dk satte pris på årets bedste elektriker, sønderjyske Møldrup El-service, for veludført arbejde overfor kunderne. Ved et prisshow i Cirkusbygningen i København i går, onsdag, fik indehaver Morten Møldrup prisen og lykønskningen af showvært Lisbeth Østergaard.
Prisen skal bruges til et stort skulderklap til personalet og vise, at de ting vi skaber kan bære frugt. Og så håber vi, at de nye kunder skuler til anmeldelserne og det at vi er blevet valgt, siger Morten Møldrup, som har overtaget virksomheden efter sin far.
Morten Møldrup mener dog, at de gode anmeldelser oftest er tungen på vægtskålen, men ikke noget man bruger meget hjemme i Sønderborg, hvor et godt lokalt renommé er afgørende.
Læs også: Vesti vinder pris som årets VVSer
Kunderne vælger
Anmeld-haandvaerker.dk er en hjemmeside, hvor kunder kan give glade og sure smileyer til deres håndværker og skrive en kommentar. I går blev der uddelt i alt 12 priser til forskellige håndværksfag samt en jurydarling. Ved udvælgelse af Årets Håndværker har en jury på fire personer bedømt de nominerede i hver kategori efter kriterier som telefonbesvarelse, overholdelse af aftaler, præcise pristilbud, kundetilfredshed og oprydning efter udført arbejde.
Nu kan de otte ansatte i Møldrup El-service glæde sig til årets medarbejderbonus. Morten Møldrup fortæller, at de ansatte bliver belønnet for både virksomhedens bundlinje og hver enkelt persons performance i løbet af året.
Vi er beskedne i det sønderjyske, men giver en anerkendelse til medarbejderne så vi internt kan blive bedre, siger Morten Møldrup.
Prisuddelingen blev bakket op af en lang række sponsorer blandt andre vvs-grossisten Brødrene Dahl og stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller.