29.02.2016  |  VVS  |  Arbejdsredskaber

NCC bruger digitale værktøjer i forarbejdet

NCC har før brugt digitale værktøjer til komplekse nybyggerier, men også ved omfattende renovering, betegner firmaet det digitale forarbejde som en succes.

Entreprenørvirksomheden NCC modtog sidste år prisen ’verdens bedste boligbyggeri’ for det moderne byggeri Krøyers Plads på Christianshavn. Dengang spillede digitale værktøjer en vigtig rolle i forarbejdet for opførelsen af det ifølge entreprenøren selv komplekse byggeri.

Læs også: NCC bruger digitalt design til boligbyggeri

Og NCC har ikke sluppet VDC (Virtual Design Construction) og det digitale design i det nye år.

Netop nu står NCC for en omfattende plejecenterrenovering på Amager i København, og her er der for første gang udarbejdet en totalregistrering af de eksisterende bygninger, som forarbejde til den egentlige renovering, skriver Dagens Byggeri.

Projektdirektør John Strands ser flere fordele ved at bruge tid og ressourcer på det digitale forarbejde:

”Planlægningen af opgaven er blevet langt mere effektiv, og omkostningen til opmålingen har let tjent sig hjem igen. Forarbejdet sparer os for dyre og tidskrævende nødløsninger”, siger John Strands til Dagens byggeri og uddyber:

”For eksempel opdagede vi, at på forhånd angivne mål rent faktisk kunne afvige med op til fem centimeter. Det betyder meget, når man for eksempel skal installere en præfabrikeret badekabine, som så måske viser sig ikke at kunne gå ind mellem de bærende betonvægge”.

VDC er vejen frem
Virtual Design Construction er en digital måde at vise bygge- eller renoveringsprocessen i 3D. Det digitale værktøj tager højde for blandt andet de materialer og det vvs-arbejde, der senere skal bruges. På den måde bliver installationer præcise allerede fra starten.

Renoveringsprojektet på Amager indeholder eksempelvis en stor del præfabrikation, hvor det forløbende VDC-arbejde har vist sig at være en fordel:

”Ved både badekabiner og skakter har vi haft stor glæde af VDC-forarbejdet. (…) De sættes ind på plads, hvor der i forvejen er boret huller i betondækket, så de let kan samles og tilsluttes til etagerne over og under. Det fungerer rigtigt fint”, slutter John Strands.

Læs også: Danmarks bedste renovering skal findes og kåres

Plejehjemmet renoveres af tre etaper og forventes helt færdigt i marts 2019.

-CHM

Mere fra Clara

Clara Hennecke Mikkelsen

Redaktionsassistent, Installator.dk

Korte nyheder til Installatør.dk og hertil knyttede nyhedsbreve og printmagasin. Derudover læser jeg korrektur på andres tekster, og løser andre forefaldende, journalistiske opgaver.

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere