Ny byggevaretopchef vender millionunderskud
Efter to år med millionunderskud er der nu igen plus på kontoen hos byggevaregiganten Saint-Gobain Distribution Denmark, der fik ny direktør sidste år.
Både 2013 og 2014 endte som rødglødende regnskabsår for byggevaregiganten Saint-Gobain Distribution Denmark, der blandt andet ejer VVS-grossisten Brødrene Dahl. De to år bød samlet på et underskud på 47 millioner kroner efter skat. Men efter et år med Jesper Faurholdt som ny mand på direktørposten, er den udvikling nu vendt. Således viser virksomhedens 2015-årsregnskab en bundlinje på 29 millioner kroner, skriver finans.dk.
Vi er lykkedes med at få mere salg igennem og har reduceret vores omkostninger. Vi har kigget den måde, vi gør tingene på, igennem og har drejet på mange knapper, siger Jesper Faurholdt til finans.dk.
Også omsætningen er rykket et lille hak op hos byggevaregiganten og endte på over fire milliarder kroner.
I 2015 har der været en mindre vækst i markedet, som vi har fået vores andel af og lidt til. Et fokuseret arbejde har løftet vores salg, siger han til finans.dk.
Siden Jesper Faurholdt satte sig i direktørstolen for et år siden har virksomheden igangsat flere nye tiltag. Blandt andet har Brødrene Dahl fået en 24-timers butik i Vallensbæk, mens byggevarekæden Optimera, som virksomheden også står bag, har åbnet en virtuel tømmerhandel i Viborg.
Og ifølge den nye administrerende direktør er det vigtigt, at Saint-Gobain er tilstede på alle platforme og er tæt på kunderne. Derfor vil der også i den kommende tid komme flere virtuelle Optimera-butikker rundt om i landet, ligesom der vil komme flere Brødrene Dahl-butikker til.
Læs også: Saint-Gobain finder regnskabsfejl for 156 mio. kr.
Jesper Faurholdt har tidligere været direktør for Kvickly.
-SSM