21.06.2018  |  EL  |  Branchen

Ny rapport: Virksomheder mangler elektrikere

Elektrikere ligger på tredjepladsen over de fag, hvor virksomhederne har sværest ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Et billede, man genkender hos Tekniq.

Det er blevet sværere for elinstallationsvirksomhederne at rekruttere de nødvendige, faglærte medarbejdere. Elektrikere lander på en trist tredjeplads over de fag, hvor virksomhederne har størst problemer med at skaffe nok hænder. Det fremgår af en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Læs også: 50.000 kroner skal lokke flere unge til erhvervsuddannelserne

En placering der ikke kommer bag på brancheorganisationen Tekniq.

”Det bekræfter resultaterne i vores egen medlemsundersøgelse, som viser stigende udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft i elinstallationsbranchen”, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq.

Hun tilføjer: 

”Den samme udfordring ser vi, ifølge vores undersøgelse, i øvrigt i endnu højere grad også i VVS-installationsvirksomhederne”.

Når VVS-branchen ikke topper opgørelsen fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, skyldes det ifølge Tekniq, at denne branche ikke tæller nær så mange virksomheder.

Branchen gør solid indsats for at bekæmpe ledighed
Af styrelsens opgørelse fremgår det, at der i foråret var hele 681 ledige elektrikerstillinger, som virksomhederne ikke kunne få besat. Men hos Tekniq understreger man, at branchen alligevel har formået at finde løsninger, der samlet set har øget beskæftigelsen sammenlignet med tidligere.

”Vi ser blandt andet, at installationsbranchen i stigende grad er begyndt at ansætte flere ufaglærte og andre faggrupper. Det er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor vi stadig er langt fra de flaskehalstilstande, vi så, lige inden den økonomiske krise ramte for godt ti år siden”, forklarer Tina Voldby.

Læs også: Virksomheder tager flere lærlinge ind

Hertil kommer, at elinstallationsvirksomheder i løbet af de senere år har budt rekordmange lærlinge velkommen for at sikre den fremtidige strøm af faglært arbejdskraft, fortæller underdirektøren.

- EST

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere