30.08.2016  |  VENTILATION  |  Energi

Ny ventilation på slagteri nedsætter energiforbruget markant

Danish Crown i Horsens sparer millionbeløb med behovsstyret EC-ventilation.

Et ventilationspilotprojekt hos Danish Crown i Horsens gav så stor en besparelse, at energifolkene fra slagteriet havde svært ved at tro det. Så de gjorde forsøget igen på to andre anlæg. Og resultatet var ifølge ventilationsvirksomheden Ebmpapst det samme: Energiforbruget faldt 90 procent.

”Vi regnede med at spare 30-40 procent, hvis vi indførte en behovsstyret ventilation, når vi tørrede produktionslokalerne efter rengøring”, fortæller Torben Andersen, energichef i Danish Crown.

”I EC-ventilatorer er motor, elektronik og ventilator bygget sammen. Det giver en optimal virkningsgrad i hele reguleringsområdet, også når hastigheden er helt i bund”.

Henrik Dahl Thomsen, produktchef hos Ebmpapst

Nu er de to første fuldskala-anlæg taget i brug i Horsens, hvor Danish Crown driver Europas største svineslagteri med ca. 100.000 slagtninger om ugen. Også her er der sparet næsten 90 procent på det første anlæg, der er sat op i opskæringsafdelingen. I kroner er den årlige besparelse ca. 2 mio.

EC-ventilatorer gør besparelse mulig
I marts blev anlæg nummer to sat i drift i udbeningsafdelingen. Ventilationsanlæggene i de to afdelinger er fornyet med 32 og 24 EC-ventilatorer fra Ebmpapst. Netop EC-teknologien er afgørende for potentialet.

”EC-ventilatorer har et stort reguleringsområde, hvor hastigheden kan reguleres trinløst ned og op”, forklarer Ebmpapsts produktchef Henrik Dahl Thomsen og uddyber:

”I EC-ventilatorer er motor, elektronik og ventilator bygget sammen. Det giver en optimal virkningsgrad i hele reguleringsområdet, også når hastigheden er helt i bund. Det er en af forudsætningerne for den succes, slagteriet har oplevet”.

Om ventilationsanlæggene

På hvert af de otte ventilatoranlæg i opskæringsafdelingen i Horsens er elforbruget reduceret ca. 87.000 kWh.

 

Ifølge EnergiMidt er varmeforbruget i udtørringsprocessen reduceret med 88 procent.

 

Det giver en årlig besparelse på ca. 2 mio. kr. og en tilbagebetalingstid på ca. 1,4 år.

Udskiftet luftmængde i opskæringen 65.000-72.000 m3/h.

Kilde: ebmpapst.dk

Ventilerer efter behov
”Essensen i vores løsning er, at vi styrer ventilationen efter behovet. Vi måler hele tiden den relative luftfugtighed, så vi kender fugtbelastningen i rummet og ved, hvor meget vand der skal fjernes”, siger Torben Andersen og fortsætter:

”Før kørte vi med fuld kapacitet på køl og varme, men det var en dårlig udnyttelse af energien, fordi rummet jo blev mere og mere tørt, hvormed behovet for varme faldt, men ventilationen kørte på samme kapacitet hele tiden”.

Fugtigheden måles med følere, der er installeret i ventilationsaggregaterne. Og da de nye ventilatorer er EC-ventilatorer med et langt større reguleringsområde end gamle AC-ventilatorer, er det muligt at afpasse ventilatorernes hastighed helt præcist efter behovet. Før var der kun var to hastigheder at vælge imellem.

Læs også: InTex sikrer godt indeklima i laboratorium

Tørring tager næsten to timer
Produktionen i opskæringen og udbeningen i Horsens stopper kl. 24:00, og linjerne tømmes for kød. Ventilationsanlægget sættes til rengøringsmode, og rengøringspersonalet går i gang med at rense alt udstyr og transportbånd med 50-60 grader varmt sæbevand. Bagefter desinficeres med klor, inden udtørringsprocessen går i gang. Den varer 1 time og 45 minutter. Derefter inspireres lokalerne for rester af fugt, inden dagens første produktionshold møder ind kl. 6.00.

- JKK 

Mere fra Joe

Joe Kristian Kipp

Redaktør, Installator.dk

Uddannelse: cand.comm. i journalistik og historie, Roskilde Universitet 2009. Tidligere job: journalist på erhvervsmagasinerne SCM og CSR, Horisont Gruppen a/s, redaktør samt journalist på magasinet Lederne, pressemedarbejder, Lederne.Fokusområder: teknologi, ledelse og virksomhedsdrift, arbejdsmarkedspolitik og samfundsforhold.

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere