Prisen afgør valg af ventilation
Fagfolk vil gerne skabe godt indeklima i nybyggerier, men for bygherrerne vejer prisen på ventilationsløsningerne tungere end kvaliteten. Det viser en helt ny undersøgelse, som Lindab Ventilation har foretaget blandt 200 fagfolk fra byggebranchen.
"Det er vigtigt for mig at være med til at skabe et godt indeklima i de projekter, jeg er med i." Sådan svarer 90 procent af deltagerne i en spørgeundersøgelse gennemført af Lindab Ventilation blandt 200 fagfolk i den danske byggebranche. Men samtidig erklærer 86 procent sig helt eller delvist enige i, at de ofte oplever, at pris vægtes højere end kvalitet, når de diskuterer ventilationsløsninger med bygherrer.
"Problemet er jo, at bygherren ikke kan se, at han får, hvad han har bestilt. Luftudskiftning er usynlig. Derfor arbejder vi i brancheforeningen Dansk Ventilation for mere kontrol," forklarer direktør Dan Stjernegaard fra Lindab Ventilation.
Resultat: Dårligt indeklima
Hvis bygherren sparer på komponenterne til ventilation, bliver resultatet, at bygningen med høj sandsynlighed får et dårligt indeklima. Og energimæssigt set er der ingen tvivl om, at det er bedst for miljø og pengepung at vælge de mest tætte ventilationsløsninger.
"Det er meget kortsigtet at spare på ventilationen. Det er jo ikke fordi, man skal vælge Lindab-produkter. De fleste af konkurrenternes komponenter er også fine. Men hvis produkterne sættes forkert sammen, eller der vælges for ringe dimensionering i forhold til bygningens behov, bliver indeklimaet dårligt og energiforbruget for højt," påpeger Dan Stjernegaard.
Behov for tilsyn
Netop et kortsigtet valg af løsninger oplever Lindab Ventilation ofte i offentlige byggeprojekter.
"I offentlige byggerier ligger ansvaret for investering og drift i forskellige afdelinger og budgetter. Det er ren kassetænkning, hvor man ikke har for øje, at en investering i et godt ventilationssystem sparer penge på driften i det lange løb," siger Dan Stjernegaard og fortsætter:
"Et andet problem er, at det sjældent er beslutningstagerne, som mærker til det dårlige indeklima. Det er ikke dem, som skal sidde i et lummert storrumskontor. En løsning kunne være et øget fokus fra Arbejdstilsynet."
Lindabs undersøgelse og bygherrernes prioritering af pris i forhold til kvalitet vinder genklang hos professor Bjarne W. Olesen fra DTU Byg:
"Mine erfaringer med bygherrer er, at de gør det absolut minimale. Så for at få bedre indeklima og spare energi på ventilationen er det nødvendigt med lovkrav og at oplyse om betydningen af indeklima, så det efterspørges på linje med lækre køkkener," siger Bjarne W. Olesen.
Fagfolk klædes på
For at fagfolk, som arbejder med ventilation, kan give god rådgivning til bygherrerne, er det selvfølgelig vigtigt, at de er klædt på til at kunne forklare behovet for gode ventilationsløsninger. På spørgsmålet, "jeg føler mig godt klædt på til at drøfte betydningen af et godt indeklima med de øvrige parter i projekterne," erklærer 58 procent sig enige, mens 28 procent er deltvist enige.
"Det er selvfølgelig over halvdelen, der er godt rustet, men der er også mange, som bare leverer det, de bliver bedt om. Vi skal altså have vores kunder, ventilationsentreprenører, ingeniører og installatører, klædt på til at argumentere. Og det forsøger vi med vores nye dialogkampagne og hjemmesiden Bedreindeklima.nu," fastslår Dan Stjernegaard.