26.09.2016  |  EL  |  Branchen

Rapport: Bedre samarbejde vil øge produktiviteten i elbranchen

Hvis produktiviteten på el-entrepriser skal højnes, kræver det, at branchen bliver bedre til at samarbejde. Sådan lyder en af konklusionerne i ny rapport.

Et bedre samarbejde mellem ledere og medarbejdere er forudsætningen for, at produktiviteten stiger i forbindelse med el-entrepriser.

Den konklusion stammer fra en ny rapport, der er kommet til verden på baggrund af en række workshops, som både arbejdsgivere og -tagere fra Tekniq og Dansk El-forbund har deltaget i, skriver Licitationen. På disse workshops blev et bedre samarbejde fremhævet som et af de værktøjer, der kan ruste elbranchen til fremtidens konkurrence.

Læs også: Elbranchen har høje forventninger til fremtiden

”Vi må sige, at der ikke er så stor tradition i faget for at tale sammen forud for og undervejs i byggeprocessen. Og her er der store gevinster at hente, hvis det bliver forbedret”, siger Nicolai Siegumfeldt, der er chefkonsulent hos Tekniq, til Licitationen.

Medarbejderne skal inddrages tidligere
Ifølge Tekniq og Dansk El-forbund er det vigtigt, at medarbejderne inddrages så tidligt i planlægningen som muligt. Det skaber nemlig mere tillid, en bedre forståelse for, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre, samt en større ansvarsfølelse.

Medarbejderinddragelse er et af emnerne på den konference, som de to organisationer afholder den 10. oktober. Konferencen går under navnet 'Produktivitet og fremtidens byggeplads', og den tager afsæt i el- og installationsbranchens produktivitetsudfordringer.

Læs også: Dyrk det tværfaglige samarbejde på byggepladsen

Desuden vil rapporten, som er udgivet af konsulentfirmaet Fa3tor, blive uddybet og debatteret på konferencen, som du kan læse mere om og se program for her.

- KLZ

Mere fra redassistent@horisontgruppen.dk

redassistent@horisontgruppen.dk

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere