Sanitetsserie får moderne afløser
Baderumsserien Nordic får nu en afløser i form af et nyt baderumskoncept fra Gustavsberg.
Efter næsten ti år på markedet får baderumsserien Nordic nu en afløser i form af et nyt, komplet baderumskoncept fra Gustavsberg. Den nye serie, Nautic, er designet af det internationale designfirma Myra Industriel Design og appellerer i sit enkle skandinaviske design til både offentlige og private kunder.
Nautic skal efter en kort introduktionsperiode erstatte og udvide det eksisterende Nordic-sortiment af porcelæn og møbler. Samtidig skal sanitetsserien komplementere den eksisterende Nautic-armatur-serie, der har vand- og energibesparende egenskaber.
Som Nautic-armaturerne er produkterne i sanitetsserien også miljøvenlige i materialerne samt i de vandbesparende funktioner og det rengøringsvenlige design. Samtidig kan de leveres med ceramicplus overfladebehandling, der overflødiggør skrappe rengøringsmidler.
Ved udviklingen af Nautic er der desuden taget hensyn til grossisternes og installatørernes behov. Der er tænkt på, at produkterne kan præsenteres attraktivt i butikkerne i design og emballage, ligesom de leveres i standardstørrelser, der passer til alle. Og det komplette sortiment dækker alle forbruger- og projekttilbud.