Schneider Electric og Middelfart Kommune nominerede til Climate Cup
Schneider Electric og Middelfart Kommune er nominerede til partnerskabsprisen for deres ESCO-samarbejde.
Schneider Electric Buildings Denmark er nomineret i forbindelse med årets World Climate Solutions-konference, Climate Cup, som finder sted d. 29.-30. september. Virksomheden er nomineret i kategorien Climate Cup Partnerskabsprisen for ESCO-samarbejdet med Middelfart Kommune.
Det er et partnerskab, der giver store fordele for både miljøet, brugerne af de kommunale bygninger og kommunens økonomi. Samtlige 97 kommunale bygninger er i perioden 2008 2010 blevet renoveret med fokus på energibesparelser, og i 2010 vil Middelfart Kommunes samlede energiforbrug være faldet 21 procent. ESCO-modellen går ud på, at investeringerne til renovering af de kommunale bygninger tilbagebetales via de årlige besparelser på energiregningen. Schneider Electric kompenserer kommunen økonomisk, hvis den garanterede årlige besparelse ikke opnås.
Climate Cup sætter fokus på blandt andet virksomheder og kommuners klimaindsatser og giver dem en chance for at synliggøre, at de gør en forskel for klimaet. Climate Cup Partnerskabsprisen sætter fokus på et klimainitiativ, som to eller flere parter er gået sammen om for at fremme og styrke resultatet af klimaindsatsen. - MS