07.12.2017  |  EL  |  Virksomhedsdrift

Indspark: Skal digitaliseringen af byggeriet lykkes, skal it-systemet ud til installatøren

Steffen Meyer mener ikke, at politikerne skal blande sig i digitaliseringen af byggeriet – i stedet skal vi begynde at udnytte de muligheder som smartphones og tablets giver, for at få it-systemerne ud på byggepladsen.

I de sidste 20 år har digitaliseringen af arbejdsprocesser effektiviseret en lang række brancher. Installationsbranchen halter dog efter, fordi IT har svært ved at nå ud i de daglige processer. Men om få år vil det problem være løst, også uden indblanding fra politikerne. Den økonomiske gevinst er motivation nok.

”For mange [installations-]virksomheder er mangel på hænder den største trussel fremadrettet,” siger Bo Odgaard, der leder Deloittes branchegruppe for installationsbranchen, i en pressemeddelelse. Baggrunden for udtalelsen er en analyse, der viser, at mange virksomheder i installationsbranchen oplever et fald i indtjeningen pr. medarbejder. Ifølge Deloitte skyldes det, at arbejdsmarkedet efterhånden er støvsuget for dygtige faglige medarbejdere.

Derfor var det en fornøjelse at høre, hvordan vores Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen på konferencen ’Fokus på byggeriets fremtid’ forklarede, at man i byggeriet burde kunne høste de samme fordele af digitalisering, som man har gjort i andre brancher. Han fortæller endvidere, at han vil arbejde for at fjerne unødvendig lovgivning og sikre at det offentlige stiller højere krav, hvis det kan hjælpe til at fremme produktiviteten.

Jeg vil gerne erklære mig fuldstændig enig i ministerens påstand: Vi kan løfte produktiviteten yderligere med digitalisering. Det handler ikke bare om flere hænder. Derudover er det selvfølgelig altid en god ide, at fjerne unødvendig regulering. Men kernen i problemet løser han ikke ved at stille krav til offentlige udbud. Som erfaren it-sælger ved jeg nemlig præcis, hvad der sker, når det offentliges jurister begynder at stille krav til IT.

Installatørens arbejdsdag er – heldigvis – langt fra skrivebordet
Problemet er, at det kan være svært at digitalisere processer, hvor der ikke er digitale medier til stede. I mange år har installatøren ikke haft adgang til virksomhedens systemer hvor han står. Ja, faktisk har mange stadig kun perifært adgang til det i dag. I stedet er det op til kontorpersonalet at stå for de digitale processer, simpelthen fordi det er dem, der sidder ved computeren. Og da produktiviteten i byggeriet afhænger af, hvor effektive processerne på byggepladsen er, opstår der helt naturligt flaskehalse for, hvor stor indflydelse digitaliseringen får.

I andre brancher, som finans- og banksektoren eller i økonomiafdelinger verden over, er computeren blevet det primære værktøj. Derfor kommer det naturligt at bruge IT-værktøjer til at forbedre produktiviteten. Men for mange installatører er det stadig skruetrækkeren, boremaskinen og de andre ting, han har enten i bæltet eller servicevognen, der er de primære værktøjer.

Smartphonen er nøglen
Der ser dog ud til, at det er noget, der hurtigt ændrer sig. Med smartphones og tablets i hånden kan installatører i dag planlægge projekter eller registrere deres tid på byggesager. Med apps kan medarbejderne på få sekunder indtaste, booke og bestille værktøj, som leveres direkte til pladsen.

Hos NetHire giver vi installatøren mulighed for ikke bare at levere og afhente lejegrej indenfor en time i alle storbyer i hele landet, men også at give installatører det direkte overblik over alt virksomhedens eget materiel, værktøj og maskiner på deres smartphone og få det leveret og afhentet af en chauffør. Når udstyret skal retur, bookes afhentningen hvor du står, eller til den adresse du er på om en time – om det er på jobbet eller hjemme. Det betyder, at installatøren i stedet for at køre frem og tilbage mellem grossist, udlejer og opgave kan fokusere på kerneopgaven: Kunden, det gode håndværk og produktiviteten.

Det er et scenarie, der i 2008 havde været fuldstændig urealistisk. Men 10 år senere er det ikke bare muligt – det sker hver dag.

Den største hindring er ikke politik
Den største udfordring for digitaliseringen bliver generationskløften. Mange erfarne installatører har i løbet af de sidste 40 år opbygget vaner og rutiner, som betyder, at de gerne vil forbi grossisten. Modsat har de fleste unge i dag en smartphone på sig og er vant til at bestille varer over nettet – så for dem bliver det en naturlig fortsættelse af måden, de agerer privat. Derfor er vi slet ikke i tvivl om, at det kun er et spørgsmål om tid, før de fleste installatører som det mest naturlige i verden bruger deres smartphone som et stykke digitalt værktøj.

Så mange tak til Ole Birk Olesen for at sætte digitalisering af byggeriet på dagsordenen. Vi ser gerne, at du fjerner lovgivning, der hindrer produktivitet – men det bliver ikke Christiansborg-politikerne, der med krav om digitalisering kommer til at gøre forskellen – det bliver det faktum, at det simpelthen er for god en forretning til at lade være.

Læs og del indlægget på LinkedIn.

Mere fra Steffen

Steffen Meyer

Administrerende direktør

Steffen Meyer er administrerende direktør i NetHire ApS, som udvikler materielstyringssystemer til virksomheder og udlejere i byggeriet, samt større industrivirksomheder. Han er desuden administrerende direktør i Garant Udlejning A/S. Steffen har arbejdet med it siden 1985 og er uddannet produktionsingeniør. Den erfaring bruger han nu til at hjælpe installat…

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere