Solcelle-loft næsten nået
Der er anmeldt så mange solcelleanlæg, inden hullerne i solcelleloven blev lukket, at loftet på 800MW frem mod 2020 næsten er nået.
Allerede inden den nye solcellelov er vedtaget, ser den ud til at være overhalet af virkeligheden, fordi overraskende mange solcelleanlæg allerede er anmeldt og dermed under etablering. Dermed vil det være så som så med arbejdet for den danske solcellebranche frem mod 2020. Det skriver Berlingske.
Den kommende solcellelov beror på et loft på 800 MW solenergi i 2020 det svarer til energi til knap 200.000 husstande. Men friske tal fra netselskaberne, som Berlingske har fået fra Dansk Energi, viser, at udbygningen af solceller allerede i år kan komme meget tæt på 800 MW-grænsen.
Det er de anmeldte, større anlæg på tage, der mod forventningen viser sig af udgøre hele 140 MW. Dermed ser den reelle udbygning ud til at nå 760 MW i år, og rammen for solcelleaftalen er dermed ved at være brugt.
-LA