10.11.2017  |  EL  |  Branchen

Stark solgt for milliarder

De britiske ejere af Stark Group opgiver Norden og sælger kæden til amerikansk kapitalfond i kæmpe milliardhandel. Salget forventes færdiggjort i begyndelsen af 2018.

Stark Group får nye ejere. Således har kapitalfonden Lone Star købt selskabet i en handel, der har en samlet værdi på 7,7 milliarder kroner, skriver finans.dk.

Dermed overtager amerikanerne byggemarkedskæden i Danmark, Grønland og Finland samt Beijer Byggmaterial i Sverige og Neumann Bygg i Norge.

”De resultater, vi har opnået gennem de seneste 14 måneders turnaround, kan vi nu i fællesskab bygge videre på. Jeg er glad og ser meget lyst på Stark Groups fremtid”, siger Søren P. Olesen, der er adm. direktør i Stark Group.

Læs også: Ti Stark-byggemarkeder drejer nøglen om

Ferguson vil forlade Norden
For kun tre måneder siden skilte Stark Group sig af med lavpriskæden Silvan, da den blev solgt til den tyske kapitalfond Aurelius Group.

Ved samme lejlighed meddelte Stark Groups britiske ejer, den globale byggekoncern Ferguson, at den ønsker at forlade de nordiske lande, herunder Danmark, hvilket nu er blevet en realitet med salget til Lone Star:

”Jeg vil gerne takke alle vores kolleger i regionen for deres hårde arbejde i hele perioden. Jeg ved, at de vil sikre en bæredygtig fremtid for Stark Group, og jeg tror, at de vil gå fra en stærk position til endnu større succes”, siger topchef for Ferguson, John Martin, ifølge finans.dk.

Herhjemme har Stark-kæden over 70 byggemarkeder rundt om i landet og sælger primært til professionelle kunder. Derudover omsætter koncernen bag kæden årligt for over 18 milliarder kroner og har mere end 2.000 ansatte.

Salget af Stark Group skal først godkendes af konkurrencemyndighederne og ventes færdiggjort i begyndelsen af 2018.

- EL

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere