24.01.2018  |  VENTILATION  |  Indeklima

Indspark: Sundt indeklima kan opnås gennem intelligente løsninger i byggerierne

Renovering og opførelse af byggeri inkluderer også et fokus på samspillet mellem bygningernes tekniske installationer, da det kan være med til at sikre det sunde indeklima.

De skadelige langtidseffekter, som et usundt indeklima kan medføre, blev i 2017 sat højt på dagsordenen. Så højt, at selv den almene boligejer i dag forstår konsekvenserne. ’Indeklima’ er således på tredjepladsen over emner, som optager boligejerne ifølge Bolius Boligejeranalyse 2017.

Men selvom boligejerne er opmærksomme og lufter hyppigt ud, viser undersøgelser dog samtidig, at CO2-niveauet i hjemmene for ofte er over den anbefalede grænse. Den samme udfordring findes også i skolerne, hvor naturlig ventilation også her har en begrænset effekt på CO2-niveauet.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Et sundt indeklima kvalitetssikrer det danske uddannelsessystem
90 procent af landets skoler har i løbet af dagen et højere CO2-niveau i klasselokalerne end den anbefalede grænse. Det viser undersøgelser foretaget af DTU. Men på trods af at manglen på tilstrækkelig ventilation i skolerne er en velkendt udfordring, er status stadig den, at eleverne for ofte arbejder under forhold, der har en direkte indvirkning på deres indlæringsevne.

Samme undersøgelser viser omvendt, at elever i klasselokaler med en sund lufttilførsel klarer sig fem til ti procent bedre end i almindeligt beklumrede klasselokaler. Effekten svarer til, at elever i lokaler med et sundt indeklima kan være et år foran pensum, når de når 9. klasse.

Sæt fokus på de tekniske løsninger
Løsningen til mange af indeklimaproblemerne i byggerierne findes ved at installere aktiv ventilation, da det kan bibringe den nødvendige mængde lufttilførsel, som mange af vores byggerier har brug for.

Aktiv ventilation er også kendt for at give den største forøgelse af elevernes præstation i skolerne. Det viser undersøgelser foretaget af DTU, hvor mekaniske ventilationsanlæg blev sammenlignet med en række andre ventilationsmetoder.

Men installation af ventilationsanlæg i byggerierne bør ikke anses som værende den eneste tekniske renoveringsløsning. I stedet skal et ventilationsanlæg tænkes ind i en samlet, intelligent og energirigtig helhedsløsning, hvor ventilationsanlægget fx styres sammen med belysningen og varmen i de enkelte lokaler.

Ventilation, lys og varme vil dermed kun blive aktiveret og reguleret, når lokalerne er i brug, og hermed nedbringes energiforbruget betragteligt, hvorfor der følger en kortere tilbagebetalingstid, der kan bruges til at finansiere andre renoveringstiltag.

Denne løsning medfører også en frihed for brugerne, som ikke længere skal huske at åbne vinduer i samme grad som før eller slukke lyset manuelt, når lokalerne forlades.

For at sikre det sunde indeklima i byggerierne skal de tekniske installationer derfor altid ligge højt på dagsordenen under renoveringer og opførelse af byggeri. Både komfortmæssigt, økonomisk og sundhedsmæssigt kan det ikke svare sig at gå på kompromis med de tekniske løsninger.

Mere fra Claus

Claus Hansen

Kommunikationskonsulent i Veltek

Claus Dahlbom Hansen, Kommuniktionskonsulent hos VELTEKJeg er kommunikationskonsulent hos brancheforeningen VELTEK.Jeg er uddannet Cand.mag. i International Virksomhedskommunikation fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet fire år i TV 2's digitale nyhedsredaktion. 

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere