Tyve ribber varebiler for 100.000 kroner
På kun ét døgn er der blevet stjålet for 100.000 kroner værktøj fra varebiler. Politiet advarer nu håndværkere mod flere tyverier.
Varebiler pakket med værktøj for flere tusinde kroner udgør et attraktivt mål for tyveri. I løbet af et døgn fik Midt- og Vestsjællands Politi hele syv anmeldelser om denne slags forbrydelse.
”Det er forholdsvis mange. Men generelt så er det et problem med tyveri fra varebiler”, siger Carsten Andersen, der er politikredsens kommunikationsansvarlige, til tv2lorry.dk.
Han anslår samtidig, at tyvekosterne har en samlet værdi på over 100.000 kroner.
Og det er langt fra første gang at varebiler bliver ribbet for værdifuldt indhold. Særligt i området ved Greve, Solrød og Køge oplever politiet mange tyverier.
Læs også: Stigning i antallet af tyverier på byggepladser
Hos brancheorganisationen Tekniq er der ingen tvivl om, at tyverierne har store konsekvenser for ofrene. Det koster nemlig virksomheder både tid og penge at skaffe nyt værktøj. Derudover ligger der et stort stykke arbejde i anmeldelsen til forsikringen, hvor alt det stjålne indhold skal godtgøres for at kunne erstattes.
Sådan forebygger du problemet
Politiet har tidligere advaret mod tyverier og opfordret varebilsindehavere til at tage sikkerhedsforbehold. Og det har mange lyttet til. Flere har lukket af fra førerkabinen og ind til varerummet. Alligevel finder tyvene andre måder at bryde varerummene op på.
Derfor har politiet lavet et mærkat, der kan sættes bag på bilen. Det sender et signal til tyvene om, at værktøjet er mærket. Man håber, at det vil afskrække tyven.
Læs også: VVS-installatør fik på få dage stjålet værktøj for 600.000
”Vi opfordrer til at mærke sine ting. Så er det sværere at sælge, og hvis vi falder over en bil med værktøj, så er det guld værd, at det er mærket, så vi kan bevise, at det er stjålet”, forklarer Carsten Andersen til tv2lorry.dk.
- EST