25.10.2017  |  VVS  |  Energi

Varmeregningen afhænger af boligens alder

Bor man i en almen bolig fra før 1945, bruger man ifølge Dansk Byggeri mere end dobbelt så meget varme per kvadratmeter, som hvis man havde boet i en nyere bygning. Energirenovering kan ofte skære 30 procent af varme- og elregningen.

Vores bygninger bruger cirka 40 procent af al den energi, der bliver brugt i Danmark, og det er særligt de ældre af slagsen, der er storforbrugere og har en el- og varmemåler, der løber hurtigt.

En lejlighed i et alment etagebyggeri fra før 1945 bruger i gennemsnit 170 kWh per kvadratmeter. Er bygningen bygget mellem 1945 og 1974 bruger den typisk mellem 130 og 145 kWh per kvadratmeter.

Er bygningen derimod bygget i 1975 eller senere, er vi helt nede på 75 kWh per kvadratmeter. Det viser tal fra erhvervsorganisationen Dansk Byggeris energianalyse.

”Der er virkelig sket meget med energiforbruget i vores almene bygninger de senere år. For bygninger før 1945 er varmeforbruget hele 125 procent højere end i nyere bygninger. Hvis ældre bygninger ikke energirenoveres, brænder vi en masse unødvendig energi af, ligesom det også koster en unødvendig høj energiregning”, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Der findes over 550.000 almene boliger i Danmark, og halvdelen af boligerne er bygget i 1974 eller tidligere.

”Nogle af boligerne er selvfølgelig blevet renoveret inden for de senere år, men der er stadig en pæn del af de 280.000 almennyttige boliger, der så at sige fyrer for gråspurvene. Hvis Danmark skal nå målet om at være fri af fossile brændstoffer inden 2050, så bliver også de almennyttige boliger nødt til at sætte fart på energirenoveringen”, siger Camilla Damsø Pedersen og tilføjer:

”Ved at energirenovere er tommelfingerreglen, når det gælder alment boligbyggeri, at man kan skære 30 procent af udgifterne til varme og el, særligt i de ældre bygninger”.

- JKK 

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt på installator.dk, ugentligt…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere