Ventilation kan suge giftig røg ind i lejligheder minister afviser problemet
Boligventilation kan indfange sundhedsskadelig røg i katastrofesituationer, uden det er muligt for beboerne at slukke for den. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt ser ikke grund til at handle.
Folketingsmedlem Troels Ravn (S) har via Transport- og Bygningsudvalget stillet spørgsmål om en manglende stopknap til ventilationssystemer i almene boligbyggerier i tilfælde af udslip af giftig røg altså en decentral mulighed for at slukke for ventilationen.
Vil ministeren tage initiativ til at udarbejde et beredskab? lød forespørgslen.
Læs også: Nye EU-energikrav til ventilation: Systemair er klar
Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt afviser at gribe ind i sagen på baggrund af en tværministeriel arbejdsgruppes undersøgelse fra 2009, der dengang kiggede på samme problemstilling, skriver Ingeniøren. Dengang var konklusionen, at der ikke er et sikkerhedsmæssigt behov for at sikre, at bygningens ventilationsanlæg kan slukkes decentralt.
Penge kontra sikkerhed
Ifølge Ingeniøren var der dog netop et sikkerhedsmæssigt behov tilbage i september, hvor flere beboere i et lejlighedskompleks var i risiko for at blive udsat for røg, fordi ventilationen ikke kunne slukkes og dermed stoppe med at suge den giftige luft ind til beboerne.
Problematikken er før blevet kritiseret, blandt andre af souschef og specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsen, Ulrik Keller:
Hos Beredskabsstyrelsen har vi flere gange efterlyst, at man ved lov kunne give påbud om en knap i alle opgange, hvor vi kunne lukke for vand, el, gas og ventilation. Men der er min opfattelse, at modstridende interesser blandt andet fra byggeriet forhindrer os i at komme videre med spørgsmålet, har Ulrik Keller ifølge Ingeniøren tidligere udtalt.
Læs også: En brandvarm nyhed
Og det er da også et videre argument fra arbejdsgruppen fra 2009, som optræder i ministerens nylige svar: Et særligt krav i bygningsreglementet, fx om at alle lejligheder i en etageejendom skal kunne slukke ventilationen, vil endvidere fordyre byggeriet.
-CHM