20 procent energibesparelser og bedre indeklima på skoler
Syvårig aftale mellem Greve Kommune og Siemens A/S skal optimere varme- og ventilationsanlæg på kommunens 12 skoler.
Elever og lærere kan se frem til et bedre indeklima, samtidig med at kommunen opnår store energibesparelser og får forbedret de tekniske anlæg på kommunens 12 skoler. Det er målet med arbejdet frem mod en syvårig aftale mellem Greve Kommune og Siemens A/S om optimering af skolernes varme- og ventilationssystemer, samt andre energireducerende tiltag. En forundersøgelse på de 12 skoler i Greve har vist, at det er muligt at spare op til 20 procent på energiforbruget, svarende til et beløb på over 2 mio. kroner. Borgmester Hans Barlach siger:
Greve Kommune har det seneste år taget en række initiativer i det Klima- og Energipolitiske udvalg til at spare på energien og medvirke til at forbedre det globale klima. Jeg har store forventninger til, at dette nye samarbejde med Siemens A/S kan bringe os helt i front både som klima- og energikommune og med indeklimaet på skolerne. Siemens A/S er en af de førende leverandører og har en årelang erfaring som rådgiver og entreprenør på energiområdet.
Garanti for besparelser
Aftalen med Greve Kommune er den første af denne type, som Siemens A/S indgår med en offentlig virksomhed i Danmark. Som leverandør og rådgiver inden for energioptimering af bygninger med konceptet Energy Performance Contracting, garanterer Siemens energibesparelser ved udskiftning og optimering af tekniske anlæg.
I Danmark er der et stort uudnyttet potentiale for at reducere CO2-udslip og spare på el- og varmeregningen, idet kun cirka fem ud af landets 98 kommuner har foretaget investeringer i energioptimering i gamle bygninger, siger Kim Heuschkel, divisionsdirektør i Siemens A/S, og tilføjer:
Siemens står som garant for besparelsen og derved er det risikofrit for en kommune at foretage denne type investeringer samtidig med, at kommunen frigør ressourcer til de primære opgaver.
-JR