Boligejere er glade for deres håndværkere, men bruger dem mindre
En ny undersøgelse viser, at boligejeres brug af håndværkere hvert år siden 2015 er faldet. Det bekymrer Tekniq, der opfordrer folk til at holde sig væk fra klamphuggere.
De danske boligejere bruger ikke el- og VVS-installatører samt andre håndværkere i samme grad som for et par år siden.
En ny undersøgelse foretaget af Bolius viser således, at der inden for de seneste år er sket et fald fra 71 procent i 2015 til 66 procent i 2017, mens brugen af håndværkere i 2018 er nede på 60 procent. Til gengæld har langt hovedparten af de adspurgte gode erfaringer med de håndværkere, de har brugt.
Læs også: Udskiftning af oliefyr udfordrer boligejere på landet
”Det kan godt bekymre en smule, at færre danskere benytter sig af håndværkerne, især fordi vores egne undersøgelser viser, at brugen af uautoriserede klamphuggere i samme periode er steget,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i brancheorganisationen Tekniq.
Boligejerne har ellers gode erfaringer
Det vækker til gengæld glæde hos Tekniq, at 90 procent af deltagerne i Bolius’ undersøgelse har svaret, at de oplever, at håndværkerne kommer til den aftalte tid.
”Tidligere kunne vi jævnligt støde på fordomme om, at håndværkere ikke var til at stole på, når det fx gjaldt om at overholde aftaler, men tallene viser, at der er meget langt fra fordomme til virkelighed,” siger Simon O. Rasmussen.
Læs også: Tekniq: Den grønne omstilling starter i hjemmet
Samtidig har 80 procent af boligejerne i undersøgelsen sagt, at de har gode eller meget gode erfaringer med brug af håndværkere, mens kun fem procent har dårlige erfaringer.
”Det er flotte tal, som understreger, hvor vigtigt det er, at man holder sig til autoriserede virksomheder, som har ansat folk, der ved, hvad det har med at gøre, når man skal have udført el- og VVS-arbejde”, siger Simon O. Rasmussen og tilføjer:
”Derfor kan jeg kun anbefale, at man holder sig væk fra klamphuggerne for på den måde at sikre, at man får både kvalitet og sikkerhed for pengene".
-JMA