Brødrene Dahl satser på solceller i Randers
Et anlæg på størrelse med 80 parcelhus-installationer er netop nu ved at blive monteret på virksomhedens centrallager. Det vil både give en højere grad af egenproduceret strøm og rumme en økonomisk gevinst.
Et anlæg på størrelse med 80 parcelhus-installationer er netop nu ved at blive monteret på virksomhedens centrallager. Det vil både give en højere grad af egenproduceret strøm og rumme en økonomisk gevinst.
Når en virksomhed af Brødrene Dahls størrelse beslutter sig for at ville anvende mere klimavenlig energi, så rykker det hurtigt noget.
Netop nu er Centrallageret i Randers ved at få lagt 1.200 solpaneler på sit tag med et samlet areal på 2.300 kvm. På årsbasis vil solcellerne kunne producere anslået 442.000 kWh – eller hvad der svarer til gennemsnitsforbruget af strøm for ca. 100 familier med to voksne og to børn.
-Det her skal ses som et led i en større grøn strategi, der også har betydet, at vi for få måneder siden skiftede vores naturgas ud med fjernvarme. Desuden begyndte vi sidste år at lade alle lastbiler køre på HVO-diesel og derved reducere vores CO2-udledning betragteligt, fortæller logistikdirektør Lasse Halliday.
Indtil nu har Brødrene Dahl købt grøn strøm, men med solcelleanlægget bliver centrallageret selvforsynende og mere end det.
-Vi forventer faktisk at kunne sælge ca. 40 pct. at den producerede strøm videre ud i markedet. Vi leverer altså en ekstra kapacitet, så den samlede produktion af grøn strøm bliver større.
Lasse Halliday tilføjer, at anlægget allerede i år vil bidrage positivt til bundlinjen, og at det, som situationen er lige nu, vil have tjent sig hjem på 4-5 år.
Solcelleanlægget omfatter i praksis tre bygninger og forventes at kunne være i drift fra starten af maj.