13.08.2018  |  VENTILATION  |  Indeklima

Gloende indeklima - vi kan lære af Sydeuropa

Sommervarmen har sat indeklima-teknologien på hårdt arbejde i nye huse. Men ved at følge sydeuropæiske tricks, kan man bekæmpe den ulidelige varme, viser nyt forsøg.

Store syd- og vestvendte vinduespartier og velisolerede mure er typiske kendetegn ved mange moderne, danske lavenergi-huse, som er designet til at spare på energien, når det er koldt.

Men det ellers økonomiske og miljømæssige design har samtidig konsekvenser om sommeren.

”Problemet med nye boliger er, at de ikke kan komme af med varmen. Og at vi bygger dem, som vi byggede de gamle boliger, med store vinduesarealer mod syd og vest, hvor der kommer en masse solvarme ind, som ikke kan komme ud igen”, forklarer professor Per Heiselberg fra Aalborg Universitets Institut for Byggeri & Anlæg til dr.dk.

Lige nu følger professoren og en række kollegaer med i et fælles eksperiment i Kildebjerg-området ved Ry.

Her afprøver virksomheder nyudviklede tekniske løsninger, som skal holde temperaturerne inde i huset på et behageligt niveau.

Sydeuropæiske tricks
Meget af inspirationen henter de fra Sydeuropa, hvor udvendig solafskærmning og bedre naturlig ventilation traditionelt bliver brugt mod varmen.

”Så det er ikke ny viden. Det, der er nyt, er at vi har fået udviklet nogle tekniske løsninger og fået dem implementeret i et konkret byggeri, så vi kan dokumentere, hvordan de virker”, siger Per Heiselberg til dr.dk.

Læs også: SF og Dansk Byggeri vil afsætte 200 mio. til at forbedre skolernes indeklima 

Demonstrationshuset i Ry er fyldt med løsninger som blandt andet udvendige fjernbetjente skodder, der kan køres for vinduerne mod syd og vest, hvor solen ellers sender en masse varme ind i huset.

Den udvendige afskærmning kan bremse 80 procent af solens energi og er på den måde langt mere effektiv end indvendige persienner, skriver dr.dk.

Derudover er huset udstyret med specialdesignede udluftningssluser, CO2-sensorer, der overvåger luftkvaliteten og fjernbetjente ovenlysvinduer, der bidrager til luftgennemstrømning.

Ingeniør og initiativtager af projektet, Poul Erik Kristensen, håber på, at resultaterne i testhuset kan være med til at give andre gode ideer:

”Folk er ikke tilfredse med at bo i boliger, som er drønvarme om sommeren. Jeg håber, at det her kan være med til at inspirere andre til, at man faktisk godt kan bygge huse, der har et meget lavt energiforbrug, og som stadig også er til at holde ud at være i både sommer og vinter”, siger han til dr.dk.

Og det kan tricks fra Sydeuropa måske være med til at løse, vurderer professor Per Heiselberg: 

Læs også: Lufttæpper forbedrer indeklimaet i vindmølleproduktion 

"Det, vi har gjort, er egentlig bare at tage nogle af de virkemidler, som man bruger i det sydlige Europa for at holde temperaturen nede, og implementeret dem i en dansk kontekst, så vi får den samme funktionalitet her. Det er lidt for tidligt at komme med nogen endelige konklusioner. Men umiddelbart ser det ud til, at det virker, som vi havde forventet". 

Eksperimentet er støttet af Energistyrelsens Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

- JJK

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere