Danfoss Living hædret med ny pris
Danfoss har fået den nystiftede erhvervspris "Niels Dahl prisen", som uddeles af vvs-grossisten Brødrene Dahl.
Danfoss vandt den nystiftede såkaldte Niels-pris foran to andre nominerede virksomheder: Grundfos og Duravit.
Den nye pris, som uddeles af Brødrene Dahl, skal belønne nye initiativer og handlinger. Prisen gik til Danfoss for den nye produktserie af intelligente termostater Danfoss Living.
Sammen med æren og en ”rørtang”-statuette af Jens Galschiøt fulgte der en grill og en kurv med fynske lækkerier. Prisen blev uddelt på Brødrene Dahls messe Udsyn 2012 i forrige uge. Lars Fournais, administrerende direktør i Brødrene Dahl sagde ved overrækkelsen:
"Der findes omkring syv millioner termostater i Danmark, som alle er mere end 15 år gamle. Danfoss sætter med sine Living-termostater en helt ny standard i markedet på en sådan måde, at forbrugerne let kan få øje på fordelene. En udskiftning til intelligente termostater kan give en besparelse på varmeforbruget på op til 23 procent. Det er særdeles attraktivt for forbrugere, der ønsker "nemme" energiforbedringer".
Salgsdirektør i Danfoss, Tony Nielsen, modtog prisen:
"Vi er naturligvis glade for prisen. Især fordi der er blevet lagt mærke til, at vi med Living termostaterne har formået at lancere et produkt, der inspirerer til udskiftning hos forbrugeren. Forbrugerne vil gerne have en termostat, der selv skruer ned, når fx vinduet åbnes. Eller termostarter i et helt hus, der styres fra ét samlet panel. Living er samtidigt let for installatører at installere, og med Niels Dahl-prisen i hånden håber vi nu, at interessen for Danfoss Living fortsætter".
- UB