Dansk intelligent gadebelysning i amerikanske byer
Boeing indgår samarbejdsaftale med den danske clean-tech virksomhed Amplex om et system til intelligent styring af gadebelysning, som kan reducere energiforbruget i større amerikanske byer med 25-35 procent.
I USA udgør gadebelysning 2-4 procent af den samlede el-produktion, mens gadebelysningen udgør op til 40 procent af elektricitetsbudgettet i mange amerikanske byer. Der er derfor mange besparelser at hente, både økonomiske og miljømæssige, når Boeing og danske Amplex skal skabe skræddersyede og energibesparende gadebelysningsløsninger til amerikanske byer. Amplex vurderer, at hvis de ti største byer i USA skifter til deres AmpLight-system, så vil udledningen af drivhusgasser blive reduceret med næsten 600.000 ton - hvilket svarer til at fjerne mere end 200.000 biler fra vejene hvert år. AmpLight-systemet omfatter central styring, overvågning, energibesparende funktioner, fjernstyring, spændingsstabilisering samt trådløse kommunikations- og it-løsninger. Amplex leverer allerede intelligente systemer til styring af flere millioner gadelygter hver eneste dag, herunder 50 procent af al gadebelysning i Danmark. Boeing Energy Solutions, som er en del af Boeing Integrated Defense Systems, fokuserer på energimarkeder i vækst, herunder Smart Grid-løsninger, energisikring og vedvarende energiløsninger. De to virksomheder præsenterede samarbejdet i forbindelse med den netop afholdte Bright Green udstilling i København.
-JR