De innovative potentialer i byggeriet skal udnyttes
Byggeerhvervet har et stort potentiale for at bidrage med at løse en række store samfundsmæssige udfordringer. Det fremgår af en rapport, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har offentliggjort.
Rapporten bygger på et arbejde i et udvalg med deltagelse af de væsentligste aktører inden for byggeriet.
Der er brug for en fokuseret indsats, hvis byggeriets virksomheder skal bidrage til regeringens mål om, at danske virksomheder skal være blandt de mest innovative virksomheder i verden. Det er derfor rigtig glædeligt, at en samlet byggebranche med Erhvervs- og Byggestyrelsen i spidsen nu vil tage udfordringen op, siger vicedirektør i Håndværksrådet Ane Buch, der har deltaget i udvalgets arbejde.
Innovationsordninger benyttes ikke
Byggeriets virksomheder har ikke været gode nok til at benytte de innovationsordninger, som bredt udbydes til alle virksomheder. En Koordinations- og InitiativGruppe vil derfor blandt andet få til opgave at kortlægge og markedsføre de ordninger, der har særlig relevans for byggeriets virksomheder.
Et af de områder, hvor der er brug for nye innovative løsninger, er i relation til at reducere energiforbruget i bygninger.
Allerede eksisterende viden vil, hvis den bliver omsat i attraktive løsninger, kunne spare mellem 60 og 80 procent af energiforbruget i byggeriet. Det er en af de store udfordringer, der skal arbejdes videre med, siger Ane Buch.